Danish Science Education Research Association (DASERA) konference. Hvordan bidrager danske familiers livsverden til udvikling og anvendelse af elevers science kapital?

  • Nadia Møller Christiansen (Oplægsholder)
  • Nielsen, S. S. (Oplægsholder)

Aktivitet: Tale eller præsentation - typerForedrag eller oplæg

Beskrivelse

International forskning indikerer, at elevernes livsverden udenfor skolen har stor betydning for deres
muligheder for at anvende og udvikle deres science kapital. Engelske undersøgelser peger bl.a. på, hvordan
eksponering til science relaterede aktiviteter, samtaler, netværk, ressourcer og holdninger i familierne
påvirker elevernes science kapital og deres fremtidige uddannelsesvalg (Archer et al., 2012). Hvilke
familierelaterede faktorer, der påvirker elevernes science kapital, og hvordan, er imidlertid komplekst, og
internationale studier kan ikke umiddelbart overføres til danske forhold (Du & Wong, 2019).
Vi har derfor som en del af forskningsprojektet SCOPE (Science Capital Among Children and Young People in
Denmark) gennemført 54 interviews med familierne til elever i 0., 5. og 8. klasse fra 5 forskellige skoler i
Danmark. Formålet er at kortlægge, hvordan forskellige familiers livsverden bidrager til at udvikle og
anvende elevens science kapital. Det er første gang, at der gennemføres en sådan kvalitativ kortlægning i
Danmark.
Familieinterviewene var semistrukturerede (Kvale & Brinkmann, 2009), og hovedparten blev gennemført i
familiernes hjem. Til interviewene blev der med teoretisk afsæt i science-kapital begrebet fra Archer et al.
(2015) udarbejdet en interviewguide. Desuden blev der udviklet et ’familiehjul’, som visuelt illustrerer
forskellige fysiske og tidsmæssige arenaer relateret til familiernes livsverden. Der er efterfølgende
gennemført en tematisk analyse (Braun & Clarke, 2006; 2019).
De foreløbige resultater indikerer, at de science-relaterede aktiviteter og interaktioner, der foregår i
familierne, i høj grad har et dannelsesfokus – og ikke et uddannelsesfokus. Fokus er på oplevelser,
livsduelighed, relationer og fællesskab samt et sanseligt og æstetisk forhold til natur. Derudover peger data
på, at hjemmets og lokalområdets materielle og fysiske muligheder er rammesættende for familiernes
science relaterede aktiviteter i fritiden. Desuden tyder de foreløbige data på at, forældrenes egen
livshistorie og fritidsinteresser i høj grad er retningsgivende for elevernes forskellige muligheder for at
anvende og udvikle deres science kapital. Endvidere indikerer data, at fysiske overgangsobjekter og
bevidsthed omkring forskellige sproglige italesættelser af naturfagene i hjemmet ser ud til at være af
betydning for udviklingen af elevernes science kapital.
Fremadrettet indikerer resultaterne, at der ligger mange (uudnyttede) potentialer i at inddrage elevernes
familie- og fritidserfaringer, fysiske overgangsobjekter, lokalområder og flere sanselige og æstetiske
oplevelser i naturfagsundervisningen. Det vil kunne bidrage til, at flere elever kan genkende og relatere
skolens naturfagsundervisning til deres egne fritids- og familiemæssige oplevelser og værdier – og hermed
bidrage til at udvikle elevernes science kapital.
Periode12 okt. 2023
BegivenhedstitelDanish Science Education Research Association (DASERA) konference
BegivenhedstypeKonference
Konferencenummer2019
Grad af anerkendelseNational