Aktivitet: Deltagelse i eller arrangement af en begivenhed - typer › Workshop
Beskrivelse
Workshop: Pædagogik i en verden præget af krig og konflikter
Krig og globale konflikter rejser mange spørgsmål hos børn og unge. ”Kommer der også krig her?”, ”Hvorfor dør børn i andre lande?” eller ”Hvem er de onde?” er eksempler på spørgsmål, som mange fagprofessionelle tøver med at tage op – eller helt undgår. Når pædagoger og lærere undlader at tale om disse emner, risikerer man, at børn og unge selv overtager forklaringer, som kan føre til forenklede os/dem-opdelinger og øget polarisering. Samtidig risikerer man, at børn og unge står alene med deres bekymringer.
I denne workshop deler jeg indsigter fra min forskning og inviterer til fælles refleksion over, hvilken rolle og hvilket ansvar pædagoger har i forhold til at støtte børn i utrygge tider.
Workshoppen veksler mellem oplæg, dialog og praksisnære øvelser – og giver plads til konkrete idéer, som du kan tage med tilbage til din egen praksis. Der er desuden mulighed for at tilmelde sig opfølgende netværksmøder med fokus på fortsat erfaringsudveksling og sparring.