-AI skriver hurtigt og overbevisende, men ikke nødvendigvis rigtigt. Derfor er din faglige dømmekraft altafgørende. Få KP-forsker Niels Borch Rasmussens vigtigste pointer om brugen af AI i myndighedsarbejde.
Du er sikkert allerede i gang med at bruge AI som sparringspartner i hverdagen på jobbet, og ellers kommer det nok inden længe. For AI er godt på vej til at blive en fast del af hverdagen på landets arbejdspladser, også i den offentlige sektor.
Når du som administrativ medarbejder sidder alene ved skrivebordet med en AI-chat åben, og den leverer hurtige tekster, der ser overbevisende ud, er det nemt at blive fascineret af ’oraklets’ formåen. For det lyder ofte virkelig godt, det chatbotten spytter ud. Men hos mange vil der også opstå en nagende tvivl om arbejdets kvalitet: For hvem kvalitetssikrer egentlig hvem nu?
Risiko for tab af faglighed og kontrol i myndighedsarbejdet
Der bør opstå en nagende tvivl, lyder det fra KP-forsker Niels Borch Rasmussen. For det, der gør teknologien så effektiv, er også det, der gør den risikabel: En AI-genereret tekst er velskrevet og kan se rigtig ud, men samtidig være fagligt på afveje.
”Fejlen er kun synlig for den, der har en dyb indsigt i, hvad kvalitet i den pågældende opgave består i. Dermed er det medarbejderens faglighed, som i sidste ende gør det muligt at vurdere kvaliteten af opgaveløsningen. Mister vi den fornemmelse for kvalitet, kan det blive teknologien, der i sidste ende kommer til at afgøre, hvad kvalitet er. Det må ikke ske. Det er en fagperson, der skal kvalitetssikre en myndighedsbeslutning. Ikke AI,” siger Niels Borch Rasmussen.