Regeringerne i Damaskus og Baghdad har mistet voldsmonopolet i deres respektive lande.
Det tilhører nu et virvar af militante grupperinger, der flittigt udnytter det opståede magttomrum.
Men Den Islamiske Stat (IS) skiller sig ud, fordi denne islamisk-militante bevægelse har udvist særlig strategisk fremsynethed i kampen om territorium - en kamp, der de-finitivt søger at ændre på de grænser, som vestlige krigsherrer nedfældede i Sykes-Picot-aftalen i 1916.
I juni 2014 advarede Den Islamiske Stats selvudnævnte kalif, Abu Bakr al-Baghdadi, således om IS' erklærede mission ved en fredagsprædiken i al-Nouri-moskéen i Mosul: „Denne hellige landoffensiv stopper ikke, før vi slår det sidste søm i Sykes-Picot-konspirationens kiste." Den Islamiske Stats erobring af Iraks næststørste by, Mosul, og adskillige andre strategisk vigtige byer i Nord-og Vestirak kommer ikke ud af det blå.
For at forstå den ideologiske plads, som al-Baghdadi har skåret ud til IS i Iraks politiske landskab, er det nødvendigt at se tilbage på et årtis irakisk indenrigspolitik domineret af politiseret og militariseret sekterisme, som særligt Maliki gjorde en dyd ud af at udnytte i bestræbelserne på at legitimere sit autoritære, shiaorienterede styre.