Udsathed blandt børn, unge og familier

  • PostadresseVis på kort

    Docent Frank Ebsen, Kronprinsesse Sofies Vej 35

    2000 Frederiksberg

    Danmark

Organisationsprofil

Om

Vi forsker for at forbedre forholdene for børn og unge i udsatte positioner. Vi skaber viden om, hvad der virker og afprøver nye metoder i samarbejde med sagsbehandlere og familier for at forbedre kvalitet og effekt af de indsatser, som børn og unge med særlige behov tilbydes. Vores forskning bidrager til at give alle børn gode livsbetingelser og fremtidsmuligheder.  

Forskningsprogrammet er forankret i forskningsmiljøet Social Arbejde på Institut for Socialrådgiveruddannelse.  

Hvad forsker vi i? 

For nogle børn og unge er det nødvendigt, at velfærdssystemet træder til med støtte og kompensation, for at give dem samme muligheder som andre børn. Vi forsker i, hvad der virker, og vi afprøver forskellige tiltag og deres effekter på børnenes liv. 

Vi tager udgangspunkt i socialrådgiveres arbejde med børn og unge, når de udreder problemer og træffer beslutning om behov for støtte. Vi bidrager til, at beslutninger i børnesager træffes på et sagligt grundlag og med de rette begrundelser. Der skal tages højde for både juridiske og etiske dilemmaer, og indsatserne skal modsvare de problemer og behov, som barnet har. Det er vigtigt, at børn og unge selv inddrages hensigtsmæssigt i deres egne sager og livsbeslutninger. 

Vi har fem centrale satsninger: 

  • Socialrådgivernes kernearbejde
    Vi forsker i socialfaglige kernekompetencer som fx samtaler og relationer mellem sagsbehandlere og børn. Vi analyserer, hvordan der træffes beslutninger, og hvordan de beskrives og dokumenteres. Vi undersøger, hvad kommunernes organisering, systemer og økonomi betyder for det sociale arbejde og for familierne. 
  • Børneinddragelse
    Børn skal høres i deres egen sag, og børnesamtaler er et lovkrav. Men hvordan inddrages børnene bedst? Hvad skal der til for at holde gode børnesamtaler? Hvad synes børnene selv er vigtigst? Hvordan sikrer vi barnets inddragelse og aftryk i skriftlige dokumenter? Det er nogle af de spørgsmål, som vores forskere besvarer med blandt andet nye metoder, spørgeredskaber og brug af børnepaneler. 
  • Tidlig indsats
    Forebyggelse og tidlige indsatser er vigtige, hvis et barn mellem 0-6 år mistrives. Her er daginstitutioner bindeled til socialforvaltningen. Vi forsker blandt andet i, hvordan pædagoger foretager underretninger, og hvordan myndighederne behandler underretningerne. Vi undersøger også, hvad det betyder, at nogle kommuner har valgt at bruge tilknytte socialrådgivere direkte til daginstitutionerne.  
  • Resultater og effekter af indsatser
    Vi undersøger, hvilke indsatser der virker. Vi forsker blandt andet i forebyggende indsatser, og vi ser på overgange fra ung til voksen. Vi undersøger, hvordan anbringelser kan gøres bedre. Vi forsker i indsatser på sikrede institutioner og tilbud til unge kriminelle. Vi afprøver nye metoder og indsatser, der kan forbedre barnets eller den unges livskvalitet og livsmuligheder.  
  • Digitalisering i socialt arbejde med børn og unge
    I instituttets tværgående satsning på socialfaglig teknologiforståelse analyserer vi, hvordan teknologi og IT-systemer påvirker socialrådgiveres faglige vurderinger og myndighedsbeslutninger. Vi undersøger fx hvad brug onlinekommunikation betyder for relationen mellem unge og deres sagsbehandler. Vi udvikler og afprøver nye digitale redskaber, fx screeningsmålinger, og analyserer effekten af dem for børnene, de unge og deres familier. 

Hvordan forsker vi? 

Vi arbejder på tværs med fx psykologi og jura som led i forskningen i socialt arbejde. Vi udfører ofte interventionsforskning, hvor vi gennem afprøvninger analyserer og forbedrer konkrete indsatser. 

Vi forsker både kvalitativt med antropologiske og sociologiske metoder som feltarbejde, observationer, interviews og kvantitativt med effektmålinger, spørgeskemaer, registerdata og psykometriske analyser, der måler parametre for børns og unges trivsel samt inddragelse.

Vi vil skabe viden, der er brugbar i praksis. Derfor indgår vi ofte i et tæt samarbejde med institutioner, socialrådgivere, børn, unge og familier og udvikler intervenerende indsatser. 

Samtidig omsætter vi forskernes viden i socialrådgiveruddannelsen og inddrager undervisere i vores projekter. Vi laver forskning for at forbedre forholdene for børn og unge. Det gør vi i praksis, men også ved at forbedre den uddannelse, som de kommende socialrådgiverne, der skal arbejde med børn og unge får. Vores forskning virker ad flere veje.

Udvalgte projekter 

  • MRP - Min RådgivningsPartner
    Hvad sker der under samtaler mellem unge og deres sagsbehandler? Vi har filmet og analyseret samtaler. Vi har udviklet redskabet Min RådgivningsPartner, som hjælper socialrådgivere til at tale med unge. Det forskningsbaserede redskab kan også bruges af andre faggrupper i samtaler med børn og unge.
  • MOMP – Mig og Min Plejefamilie 
    Anbragte børn og unge halter alt for ofte efter deres jævnaldrende i skolen og trives dårligere. Vi har derfor udviklet og afprøvet redskaber til systematisk at følge op på plejebørns trivsel og læring. Vi har desuden udviklet en læringsindsats, hvor plejeforældre spiller og leger med børnene.    
  • Sanctions or support? Effects of introducing new system responses to youth crime in Denmark
    Vi undersøger effekterne af Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg. Forstår børn og unge afgørelsen og den eventuelle sanktion? Vi følger kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år og analyserer, hvordan Ungdomskriminalitetsnævnet påvirker trivsel, skolegang og hverdagsliv.

Kontakt 

Frank Ebsen 
Docent 
freb@kp.dk 
Tlf: 51 63 26 06 

Ann-Karina Eske Henriksen
Docent
ankh@kp.dk
Tlf: 51 63 25 18

 

Find de øvrige forskere tilknyttet forskningsprogrammet nedenfor.