Care Across Generations

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Care Across Generations: Intergenerational Solidarity in a Time of Demographic Change (INTERGEN)
PI: : Line Hillersdal
Co-PI: Jonas Winther

Baggrund:
Projektet indskriver sig i igangværende forskningsdiskussioner i danske og internationale miljøer, hvor forskere – under overskriften omsorgskrise – undersøger og diskuterer omsorgens vilkår og karakter i et velfærdssamfund, der aktuelt står over for store udfordringer som følge af blandt andet: rekrutteringsproblemer i velfærdssektoren; demografiske forandringer, der reducerer arbejdsstyrken og øger omsorgsbehovet; samt politiske reformer, der over en årrække har udtyndet offentlige omsorgsydelser og intensiveret presset på borgere og civilsamfund (Hansen, 2023; Hansen et al., 2022).

Formål: Formålet med Care Across Generations er:
a) at skabe praksisnær, kvalitativ viden om, hvad omsorg og solidaritet er og betyder i et velfærdssamfund, hvor omsorgsopgaver i stigende grad løses i komplekse krydsfelter mellem stat, familie og civilsamfund, og
b) at udvikle begreber og tilgange, der kan støtte velfærdsprofessionelle i at udvikle bæredygtige omsorgsarrangementer i samarbejde med borgere og civilsamfundsaktører.

Metode: Projektet er designet som et multi-sited antropologisk grundforskningsprojekt, der kombinerer empiriske undersøgelser af omsorgs- og solidaritetspraksisser i krydsfeltet mellem velfærdssektoren, civilsamfundet og familien (se fx Hillersdal & Winther, 2024; Winther et al., 2024) med metodisk udviklingsarbejde, der skal understøtte praksisaktører i at undersøge og udvikle socialt og fagligt bæredygtige omsorgspraksisser og -arrangementer.

Care Across Generations består af to ph.d.-projekter og en række kvalitative undersøgelser:

Ph.d.-projekt: Care Negotiated: Shifting Care Arrangements in Danish Elderly Care
Ala Jamal Zareini
Projektet undersøger, hvordan omsorgen for ældre i Danmark er under forandring på grund af demografiske ændringer og mangel på sundhedsfagligt personale. Det bliver i stigende grad forventet, at frivillige og pårørende (uformelle aktører) skal spille en større rolle i ældreplejen sammen med det professionelle personale (formelle aktører). Gennem etnografisk feltarbejde på et plejehjem og i hjemmeplejen i København undersøger Ala, hvordan ældre borgere, formelle og uformelle aktører samarbejder og forhandler idealer, moralske hensyn og institutionelle logikker omkring god omsorg i praksis. Projektet bidrager med antropologisk viden om, hvordan ”omsorgskrise” opleves og håndteres i hverdagen.

Ph.d.-projekt: Tracing Care and Solidarity Practices in Danish Welfare Institutions for Children
Nina Kramp
Med projektet undersøger Nina hvordan pædagogiske omsorgs- og solidaritetspraksisser i tre pædagogiske kontekster for børn integrerer hensyn til enkelte børn og til hele børnegrupper i en institutionshverdag rammesat af en politisk drevet læringsdagsorden, oplevelser blandt lærere og pædagoger af et arbejdsliv under pres samt børnegrupper med i stigende grad forskelligartede og komplekse behov. Gennem etnografisk feltarbejde i en børnehave, en skolefritidsordning og en skole undersøger Nina omsorg, fællesskab og solidaritet etnografisk, som empiriske fænomener, der udfolder sig i konkrete sociale, materielle og kulturelle sammenhænge. Formålet med projektet er at skabe kvalitativ viden om, hvordan værdier som fællesskab og solidaritet etableres og formes gennem institutionelle hverdagspraksisser med henblik på at udvikle en praksisbaseret forståelse af solidaritet, omsorg og fællesskab i en dansk velfærdsstatslig kontekst.

Delprojekt: Intergenerationalitet i civilsamfundet
Ann-Kristine Nielsen, Jonas Winther, Line Hillersdal
Iscenesatte generationsmøder er udbredte i både civilsamfundet og i og omkring velfærdsinstitutionerne. Eksempler tæller bl.a. lektiecaféer, hvor voksne hjælper børn og unge, bedsteforældredage i dagtilbud samt besøgsvenneordninger, hvor børnehavebørn besøger plejehjemsbeboere – eller hvor ældre frivillige besøger daginstitutioner. Der findes imidlertid begrænset viden om, hvad der faktisk udveksles i disse møder, og hvordan udvekslingerne finder sted i praksis. Formålet med projektet er derfor at undersøge, hvordan intergenerationelle udvekslinger iscenesættes og opleves – samt hvordan de kan forstås, styrkes og indtænkes i det professionelle arbejde.

Delprojekt: At blive en kompetent pårørende: en kvalitativ undersøgelse af kurser målrettet frivillige og pårørende til borgere i udsatte positioner
Vibe Haff Jørgensen, Mia Herlev Moldavsky, Jonas Winther, Line Hillersdal
I takt med, at pårørende fra politisk hold tildeles en stadig mere central rolle i velfærdssamfundet, udbydes der i stigende grad kurser målrettet dem – både i regi af det offentlige og civilsamfundet. Denne undersøgelse omfatter et kvalitativt studie af kurser målrettet frivillige og pårørende til borgere i udsatte positioner – med særligt fokus på pårørende til mennesker, der lever med stofbrug. Formålet er at skabe kvalitativ viden om, hvilke krav og forventninger der i dag rettes mod pårørende gennem sådanne kurser, samt hvilken rolle de dermed kommer til at udfylde – både i den enkelte borgers liv og i relation til sundheds- og socialsystemet. Undersøgelsen sætter særligt fokus på, hvilke forståelser af omsorg, solidaritet og ansvar kurserne bygger på og formidler; hvilke værdier, moralske orienteringer og vidensformer der udbredes; hvem der deltager og hvorfor; samt hvordan deltagerne efterfølgende forstår, praktiserer og forhandler det ansvar, de både tildeles og tager på sig.

Delprojekt: Vikarviden og -liv i et velfærdssamfund under pres 
Christoffer Starnov, Monica Ejsing, Jonas Winther, Line Hillersdal
Den danske velfærdssektor er præget af mangel på faglært personale og øget afhængighed af vikarer, hvis rolle og bidrag ofte overses. Dette delprojekt undersøger vikarernes skjulte kompetencer og erfaringer med omsorgsarbejde gennem etnografisk feltarbejde blandt og interviews med vikarer i omsorgssektoren. Projektet sigter mod at synliggøre vikarerne som afgørende aktører i velfærdsinstitutionerne – aktører der ikke blot løser akutte bemandingsproblemer, men som også aktivt former den faglige praksis og det faglige fællesskab.


Projektperiode: januar 2023 – januar 2027
Bevillingsgiver: Danmarks Frie Forskningsfond (6.186.644 DKK)

Projektgruppe-medlemmer:
Line Hillersdal, docent, ISE Forskning og Udvikling
Jonas Winther, lektor, ph.d., Institut for pædagoguddannelsen
Nina Kramp, ph.d.-studerende
Ala Zareini, ph.d.-studerende
Ann-Kristine Nielsen, videnskabelig assistent
Christoffer Starnov, videnskabelig assistent
Vibe Haff Jørgensen, adjunkt, Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser
Monica Ejsing, adjunkt, Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser

Samarbejdspartnere

Prof. Simon Cohn, London School of Hygiene and Tropical Medicine
Prof. Barbara Prainsack, Vienna University

Foreløbige publiceringer
Kramp, N. C., Winther, J., & Hillersdal, L. (2025). Pædagogisk tilstedevær i børnehaven: omsorg for det enkelte barn og børnegruppen. Forskning i pædagogers profession og uddannelse.
Hillersdal, L., & Winther, J. (2024). Komplekse omsorgsarrangementer i ældreomsorgen. I B. F. Røjgaard Nielsen, & L. Evron (red.), Sårbarhed og aldring i et sygeplejeperspektiv (s. 96-110). FADL’s Forlag.
Winther, J., Pedersen, K. L. B., & Hillersdal, L. (2024). Moralske regnskaber: Pårørendes forhandlinger i omsorgen for deres nærmeste. Tidsskrift for forskning i sygdom og samfund, (41), 37-61. https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/142131
Hillersdal, L., & Winther, J. (2023). Intergenerationelle omsorgsarrangementer i et aldrende samfund. Tidsskriftet Antropologi, 2023(Nr. 86: Aldring), 63-74. https://doi.org/10.7146/ta.vi86.141322
AkronymINTERGEN
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato01/05/2331/12/26