Undervisere og studerende på uddannelser i forvaltning og offentlig administration efterspørger en lærebog, der som et samlet hele kan introducere til begrebet digital forvaltning og dets betydninger i en dansk samtid. Der er behov for et aktualiseret overblik over væsentlige aspekter af, hvad digitalisering betyder for den måde den offentlige sektor kan og skal forvaltes på.
Lærebogsantologiens indhold falder i fire sektioner organiseret efter politologiske, sociologiske, retslige og økonomiske perspektiver. Fælles for antologiens kapitler er en gennemgående interesse for at udforske og konkretisere, hvordan digital forvaltning rummer både muligheder og udfordringer for de administrative medarbejdere, der står med opgaveløsningen i forvaltningsfagligt arbejde. Digital forvaltning skabes i et spændingsfelt mellem forvaltningspolitik, regelsæt, organisatoriske traditioner og teknologi. Det er således en pointe i antologien, at blandt andet big data, kunstig intelligens, robotisering og automatisering, som alle er aktuelle, dagsordenssættende markører, der på forskellig vis medfører muligheder som udfordringer i den offentlige forvaltning.
Projektet skal resultere i en lærebog. Lærebogen vil blive anvendt som grundbog for undervisningen på administrationsbacheloruddannelsens modul “Digital forvaltning, administration og service” og tilsvarende moduler på eksempelvis Via University College. Udvalgte kapitler kan anvendes som supplerende pensum på fx socialrådgiveruddannelsen og masteruddannelser som fx Master of Public Governance.
Fremtidige læsere får indsigt i baggrunden for og indholdet i offentlige digitaliseringsstrategier samt kendskab til den historiske udvikling i offentlig digitalisering i en dansk kontekst.