Kortlægning af natur/teknologi i Danmark tegner et samlet billede af, hvordan naturfag i de tidlige skoleår varetages i Danmark. I kortlægningen undersøges det, hvordan organisatoriske forhold omkring natur/teknologi, læreridentitet og didaktisk praksis hænger sammen.
Som en del af billedet undersøges det, hvilken fagdækning, der er i N/T nu, og hvordan fagdækningen kan forventes at udvikle sig.
Kortlægningen afdækker tre områder. Områderne hænger sammen, og projektet vil undersøge, om der er mønstre på tværs, der kan bidrage til at forklare det samlede billede af N/T-undervisningen.
Følgende områder undersøges:
1) Professionel identitet, fx hvilke øvrige fag N/T-læreren eller børnehaveklasselederen underviser i, er uddannet i og/eller identificerer sig med, hvordan læreren involverer sig i faglige fællesskaber, og hvilken rolle naturfag spiller i den relation.
2) Didaktisk praksis, fx om N/T-undervisningen er kompetence- og dannelsesorienteret, emneinddelt, undersøgelsesbaseret, og i hvilket omfang den sker i samarbejde med andre fag? Hvor meget af N/T-undervisningen foregår inde og ude, hvilken rolle spiller ’natur’ hhv. ’teknologi’, og hvordan N/T-lærere udvikler og evaluerer deres undervisning?
3) Organisatoriske forhold og rammer, herunder fx hvordan N/T-undervisningen skemalægges, om der findes faglokaler og udstyr, om klassen oplever lærerskift i N/T, om N/T har økonomisk -, ledelses- og samfundsmæssig prioritet sammenlignet med andre af skolens fag og om betydningen af elevernes baggrund.
Undersøgelsesdesign
I kortlægningsprojektet anvender forskerne et undersøgelsesdesign, der kombinerer kvantitative og kvalitative data.
I kortlægningen gennemføres
- et litteraturstudie inden for både danske og internationale studier
- dataanalyser fra Danmarks Statistik, STIL, aula m.fl.
- observationer af N/T-undervisning
- survey på ca. 250 skoler fordelt i hele Danmark
- interviews med N/T-lærere, skoleledere og ressourcepersoner omkring N/T-undervisningen
- en fagdækningsundersøgelse inden for N/T, der kan bidrage med at forudsige, hvordan kompetencedækningen på N/T-området vil være i fremtiden.
Kortlægningsprojektet vil løbende publicere resultater fra undersøgelserne. De offentliggøres på UC Viden og i andre relevante fora.