Mig & Min Plejefamilie – en hånd til bedre trivsel (MOMP2) er en intervention, hvis formål er at styrke trivsel og læring for børn i alderen 4-17 år, som er anbragt i familiepleje.
Erfaringer viser, at plejefamilier står meget alene med den svære opgave, det er at give deres plejebørn et godt afsæt i livet. Interventionen giver familieplejekonsulenterne og rådgiverne nogle redskaber, så de bedre kan hjælpe plejefamilier til at støtte deres plejebørn bedre. Hensigten er, at børnene opnår bedre trivsel, bedre læring og på længere sigt mere uddannelse og bedre liv.
Interventionen udspringer af en grundlæggende idé: At anbragte børn og unges trivsel og læring vil kunne forbedres, hvis fagfolk og plejeforældre får et redskab til at følge børnenes trivsel og læring mere systematisk. Dette vil også kvalificere valget af indsats, når et plejebarn mistrives. Der findes mange metoder og tilgange til at forbedre børns trivsel og læring. Denne intervention sætter fokus på de indsatser, der kan foregå i plejefamilien.
Resultaterne fra afprøvningen af den første udgave af interventionen i otte kommuner er lovende. Derfor arbejder forskerne nu på at udvikle interventionens anden udgave, som skal afprøves i 2 kommuner fra oktober 2024 til sommeren 2026.
MOMP2 bygger videre på sin forgænger MOMP1, hvis resultater er blevet dokumenteret i en række nationale og internationale publikationer. Den adskiller sig fra MOMP1 blandt andet ved at:
-Udvide aldersgruppen af deltagende børn fra 4-12 år til 4-17 år.
-Tilbyde en ny læringsindsats til børn i alderen 12-17 år
-Måle hvilken effekt interventionen har på socialarbejdere (familieplejekonsulenter og barnets rådgiver) og plejeforældre.