Samarbejde om anbragte børns skolegang

Tidligere forskning har peget på, at børn bosat på døgninstitution og socialpædagogiske opholdssteder forlader skolen med ringere skolefærdigheder end deres jævnaldrende (fx Bolvig et al., 2021). Diskussioner om, hvordan man fra samfundsmæssigt hold kan sikre bedre skolefærdigheder for disse børn og unge peger ofte på, hvorvidt børn har brug for særlige hensyn, eller om de professionelle må stille flere krav (fx Schwartz, 2014). Skolen er en vigtig arena i anbragte børns liv, som de har brug for koordineret hjælp til at få til at fungere. Børnene selv peger i retninger, som handler om koordineret støtte i deres hverdagsliv til fx lektiehjælp, til at kunne blive en del af klassefællesskabet og til, at de professionelle omkring dem generelt har positive forventninger til deres skolegang og fremtid (Anbragte børns vilkår, 2023). Hvis børnene skal opleve, at de bliver støttet, må der først og først og fremmest tages udgangspunkt i deres egne oplevelser af udfordringer, dilemmaer og bestik af deres ønsker og drømme i udarbejdelsen af fremadrettede indsatser.
Socialpædagoger, pædagoger og lærere er placeret forskellige steder med hver deres opgave i forhold til børnenes liv og hverdag. Umiddelbart har de professionelle ikke adgang til hinandens steder, ligesom de hver især har særlig viden om barnet, som de sjældent får udvekslet med hinanden. Det vanskeliggør et egentligt samarbejde om forhold, der er væsentlige set fra barnets ståsted. Derfor kræver et tværprofessionelt samarbejde i dette regi de professionelles koordinering, så der skabes mulighed for, at de hver især kan udforske barnets udfordringer og på den baggrund koordinere et samarbejde, der reelt kan understøtte barnets skolegang og hverdagsliv. Der er således brug for ledere, socialpædagoger, pædagoger og lærere, der koordinerer med og mellem systemer. I koordineringsarbejdet spiller også ledelsen en central rolle ift. at gå forrest med nogle klare rammer for dette arbejde, så børnene kan opleve en skoletid med opbakning, positive forventninger og fællesskab i, men i høj grad også på tværs, af skolen og institutionen.
Muligheder og barrierer for denne tværprofessionelle koordinering er derfor helt centrale, når vi undersøger bæredygtige handleperspektiver for de professionelle. I denne afdækning bliver børneperspektiver det bærende element, for 1) at kunne pege på effekten af muligheder og barrierer for den tværprofessionelle koordinering for barnet, og for herved 2) at pege på, hvor ledere, socialpædagoger, pædagoger og lærere med fordel sammen kan sætte ind ift. at understøtte anbragte børns faktiske behov i forhold til deres skolegang.

Undersøgelsesspørgsmål
Hvordan oplever udvalgte anbragte børn selv deres skolegang? Hvordan skaber (manglende) tværprofessionel koordination af samarbejdet muligheder eller barrierer for, at socialpædagoger, pædagoger og lærere kan støtte børnene i at handle fleksibelt og afstemt i forhold til børnenes sammenhængende hverdagsliv på tværs af anbringelsessted og skole?