Små børns fællesskabelse i en flertydig vuggestuepraksis

Afhandlingen handler om hvordan små børns fællesskabelse muliggøres i vuggestuen, hvor inklusionsbestræbelser og tidlig opsporing er et vilkår i det pædagogiske arbejde.
Denne problemstilling udspringer af, at der de sidste 10-15 år i bestræbelsen på at ’kvalitetsløfte’ daginstitutionerne har været fokus på såvel inklusion som opsporing af bekymringsvækkende børneliv (fx Salamanca-erklæringen 1994; dagtilbudsloven 2007) medfølgende en række udviklingsprojekter rettet mod at udvikle en inkluderende pædagogik i
daginstitutionerne (Madsen, 2009). Samtidig har en del forskning omhandlende inklusion i daginstitutioner været rettet mod inklusion som forebyggelse og mod udvikling af indsatser, som kan ’løfte’ daginstitutionens læringsmiljø (Jensen, 2009). Denne forskning har været rettet mod at undersøge
børns vanskeligheder i det almene daginstitutionsliv, samtidig med at forebyggelsesbestræbelserne har trukket forskningen i retning af at udpege og udskille det bekymringsvækkende børneliv (tidlig indsats). I forlængelse heraf bliver inklusion knyttet til at opspore børn med særlige forudsætninger, fremfor at arbejde med det almene børneliv som mangfoldigt. Inklusion i daginstitutionerne er således et flertydigt fænomen.

Pædagoger medvirker til at underminere egen faglighed i det tværfaglige samarbejde.
For at pædagogers viden om børns hverdagsliv kan bæres ind i det tværfaglige samarbejde bør dette foregå tættere på den pædagogiske praksis.
Krav om dokumentation, evalueringer og vurderinger af børneliv ser ud til at presse pædagogers nysgerrige udforskning af børnelivet og erstatter dette med instrumentel målstyring