Børn og unges science-kapital: Baselinerapport

Hanne Søndergård Pedersen, Martin Hindsholm, Maria Mikkelsen, Henriette T. Holmegaard, Katia B. Nielsen, Lars Ulriksen, Kathrine Vixø, Mette F. Hansen, Sanne Schnell Nielsen, Camilla Blomgreen, Nadia Christiansen, Lars Sejersgård Jakobsen

Publikation: Bog/antologi/rapport/Ph.d. afhandlingBogForskningpeer review

Abstract

Resultater
Hvad der sker i familien, er vigtigt for science-kapitalen
Undersøgelsen peger på, at der er en stærk sammenhæng mellem det hjemlige miljø og børn og unges science-kapital. Har man samtaler i familien om verden i bred forstand og om undervisningen i skolen, og laver man udadrettede aktiviteter som fx museumsbesøg, er der større sandsynlighed for, at barnet har en høj science-kapital - også selvom disse aktiviteter ikke handler om science.

Undersøgelsen peger også på, at de science-relaterede aktiviteter, der foregår i familierne, i høj grad har et dannelsesfokus – og ikke et uddannelsesfokus. Fokus er på fælles oplevelser og erfaringer, der rækker ud over science i sig selv, og der er fx ikke fokus på, at børnene skal kende fagord og begreber.
… men det er svært at genkende og værdisætte science-kapitalen i skolen
Undersøgelsen viser, at naturfagsundervisningen præges af et stærkt lærerstyret fokus på det faglige indhold, hvor elevernes selvstændige arbejde er mere efterprøvende end undersøgende. Undervisning, som trækker på elevernes kreativitet og undersøgelseskompetencer, lader ikke til at fylde så meget.

Eleverne karakteriserer da også selv den gode elev i naturfagene som en, der er stille, hører efter og ved noget på forhånd. Og det handler i høj grad om begrebsforståelse og begrebskendskab. Har du det rette sprog med hjemmefra, er dit udgangspunkt for deltagelse bedre. Eftersom det i høj grad er mere dannelsesorienterede erfaringer, eleverne har med hjemmefra, kan det måske være vanskeligt at veksle disse erfaringer til noget, der i skolesammenhæng tilskrives værdi som science-kapital.

Det er også svært at veksle science-kapital mellem skole og det øvrige liv
Børnene oplever også, at de har svært ved at se, at det, de lærer i skolen, har noget med dem selv at gøre uden for klasselokalet. Den science-kapital, de bygger op i skolesammenhæng, er således heller ikke let at veksle til noget værdifuldt uden for skolekonteksten.

At børn og unge kan se, at naturvidenskab har noget med dem at gøre, og at de kan se sig selv og oplever at blive set i naturvidenskabelige sammenhænge, handler om muligheden for at opbygge en science-identitet. Hvis de ikke oplever naturvidenskab som noget for dem, kan det ud over at have betydning for læringspotentialet også få konsekvenser for deres senere valg af uddannelse.

Undersøgelsen viser, at der stort set ikke er forskel på drenge og pigers science-kapitalscore, men at flere drenge end piger har en stærk science-identitet.

Kan der bygges en bro mellem skole og hverdagsliv?
Undersøgelsen peger samlet set på, at der i højere grad kan være potentiale i at bygge bro mellem skole og hverdagsliv. I naturfagsundervisningen kan man måske blive bedre til at bygge bro fra hverdagslivet til skolen ved at genkende og værdisætte den science-kapital, som eleverne bærer med sig.

Man kan måske også i naturfagsundervisningen blive bedre til at bygge bro fra skolen til hverdagslivet, så eleverne oplever, at det bliver lettere at veksle den kapital, de bygger op i skolen, til noget værdifuldt, som de kan bruge i deres hverdag. Det er relevant for alle eleverne, men nok ikke mindst for pigerne, som ser ud til at have særlig svært ved at finde interesse for naturfagene i sig selv.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKbh.
ForlagVIVE - Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
ISBN (Elektronisk) 978-87-7582-238-6
StatusUdgivet - 21 sep. 2023

Citationsformater