Abstract
Denne artikel undersøger interaktionen mellem deltagerne i gruppeterapi på en døgninstitution for alkoholmisbrugere. Dette sker med udgangspunkt i et analytisk begrebsapparat baseret på en sammentænkning af Foucaults magtanalytik (1982, 2008) og Goffmans rolleanalyse (1967, 1992). Begrebsapparatet muliggør analyser af magtudøvelser forstået som magtteknikker, der formes i ansigt-til-ansigt-interaktion. Tilgangen sætter fokus på mangfoldigheden i måderne, hvorpå magtteknikker og modstand udfoldes, ligesom der åbnes for analyser af magtens forskellige effekter. Tilgangen søger derved en nuanceret forståelse af, hvordan mennesker formes igennem specifikke magtudøvelser. Artiklens analyse undersøger gruppeterapien som en magtteknik, der er baseret på beboernes bekendelser. Analysen fremanalyserer tre bekendelsesformer, hvor magtteknikken udfoldes, og forskellige modstandsformer indgår. Bekendelsesformerne indebærer forskellige forsøg på at forandre klienterne. Afhængigt af klienternes modstandsformer varierer socialarbejdernes tilgang til bekendelsen mellem en positivt støttende og en konfrontativ tilgang. I forlængelse heraf demonstrerer artiklen, at modstandsformerne, der er rettet mod forskellige aspekter af bekendelserne, til tider begrænser bekendelsen som magtteknik til at forandre individet. Endeligt viser artiklen, hvordan klienterne, i kraft af deres måde at indgå i bekendelserne, skabes som subjekter på forskellig vis.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Dansk Sociologi |
Vol/bind | 27 |
Udgave nummer | 1 |
Sider (fra-til) | 37-54 |
Antal sider | 18 |
ISSN | 0905-5908 |
Status | Udgivet - maj 2016 |
Emneord
- misbrugere
- socialt udsatte
- sociologi