Det var vildt hårdt, men jeg ville til enhver tid gøre det igen: om pædagogstuderendes læreprocesser i udlandspraktik i den 3. verden

Hvorfor i alverden skal en pædagogstuderende til Indien? Hvordan kan man blive en bedre pædagog i Danmark af at have været i Ghana – de slår jo børnene?
Kommentarer som disse hører vi tit fra kolleger, studerende og røster i den offentlige debat. Bekymringen går på, om pædagogstuderende i udlandspraktik nu også lærer noget fagligt, som de sidenhen kan bruge i deres arbejde som pædagoger i en dansk sammenhæng. Kan man lære noget i et land, hvor de aldrig har hørt om pædagoger, hvor uddannelsesniveauet er så lavt og hvor rammerne og strukturen er så anderledes?
Som internationale koordinatorer på UCC Pædagoguddannelsen Frøbel har vi de sidste mange år haft ansvaret for at sende studerende ud i 6 måneders praktikophold, bl.a. til Mauritius, Ghana, Peru, Thailand og Indien. I den forbindelse har vi gjort os mange erfaringer med de studerendes læringsudbytte, og med uddannelsesstedets rolle i sikringen af rammerne for de studerendes faglige refleksion gennem praktikken. Praktik i den 3. Verden kan være en meget lærerig og yderst faglig relevant oplevelse for kommende pædagoger. De lærer selvsagt ikke meget om at være i en dansk institution, og nødvendigvis heller ikke noget, der efterfølgende kan implementeres direkte i en dansk praksis. Derimod er der masser at lære af et praktikophold i fx Ghana, hvis læringsopfattelsen flyttes fra det eksplicit funktionelle til et bredere dannelsesideal, der fokuserer på det som Jack Mezirow kalder transformative læreprocesser og udvikling af kritisk refleksion. Desværre har vi også erfaringer med, at det modsatte sker, nemlig at praktikopholdet blot bliver til en bekræftelse af de studerendes etnocentriske forforståelser, og at de vender hjem med endnu større fordomme end da de tog ud.