Diamantforløb som pædagogisk koncept: kan trivselsarbejdet konceptualiseres?

I artiklen giver vi et bud på, hvordan bruges af konceptet ”Diamantforløbet” opleves i et børneperspektiv, og hvordan det stik mod alle hensigter bidrager til øget eksklusion i skolen. Analysen tager udgangspunkt i observationer af undervisning i vredeshåndtering på en skole, hvor et par lærere er uddannede i konceptet og arbejder systematisk med konceptet i alle skolens klasser. Med udgangspunkt i empiriske eksempler diskuterer vi, hvordan brugen af konceptet hænger sammen med intentioner om at styrke børnenes trivsel og sociale fællesskaber, men i praksis resulterer i eksklusion og kategorisering af børn, der i forvejen har vanskeligt ved at honorere skolens krav om passende adfærd.
Vi sætter særligt fokus på den gruppe af børn, der oplever det som vanskeligt og grænseoverskridende at deltage i en undervisning, hvor de forventes at lægge deres personlighed frem til åbent skue. Og vi giver et bud på, hvordan det pædagogiske arbejde i skolens fag og praksis umuliggøres, når konceptet bliver rammen for arbejdet med klassens trivsel. Konceptet, der var tænkt som kulturunderstøttende, ender således med at splitte det sammenhængende lærerfaglige arbejde, hvor pædagogik og læring går hånd i hånd.
Afsluttende diskuterer vi, hvordan det mon kan være, at brugen af psykologiserende koncepter er blevet et magtfuldt svar i arbejdet for at styrke både børnenes trivsel og faglige udbytte. Artiklen viser, hvordan psykologiserende koncepter bevirker, at lærernes pædagogiske dømmekraft sættes over styr og blikket for børnenes oplevelser tilsidesættes.
Slutteligt argumenterer vi for, at en opmærksomhed på børnenes oplevelser kan bidrage til at styrke inklusions- og trivselsarbejdet i skolen på en måde, så alle børn kan deltage og opleve sig anerkendt uden at deres personlige grænser overskrides. Dette kræver dog nærhed og samarbejde fremfor konceptuel rammesætning af lærer-elevforholdet.