”Faglige stemmer fra social- og specialpædagogisk praksis” – barrierer og muligheder for praksisrelevante læreprocesser i pædagoguddannelsen

Artiklen baserer sig på en undersøgelse af den social- og specialpædagogiske faglige selvforståelser i et bottom-up perspektiv, som afsøger pædagogers egne betragtninger på, hvilke ad faglige selvforståelser og erfaringer. Dette undersøges gennem en række interviews med pædagoger indenfor forskellige social- og specialpædagogiske arbejdsområder og målgrupper, hvor gennemgående forståelser og ønsker om pædagogers kompetencebehov træder frem på tværs af disse varierende pædagogiske arbejdspladser og målgrupper. Artiklen sammenholder Pædagoguddannelsens udvikling og målstyrede organisering med de mangesidede og ambivalente krav og situationer, som pædagoger befinder sig i og som kræver etisk refleksion og dømmekraft for at kunne understøtte menneskers myndighed, selvbestemmelse og subjektive livskvalitet. Hvilket ifølge undersøgelsen fordrer, at pædagogen kan balancere mellem forskellige vidensformer, som både omfatter både teoretisk, videnskabelig og evidensbaseret viden som kondenseres til metodisk-instrumentel viden samt viden, der bygger på et relationsbåret kendskab til det enkelte menneske, som forfatter betegner som relationel-processuel viden. Begge vidensformer betragtes af pædagogerne som nødvendige til udøvelse af det kvalificerede og relevante pædagogiske arbejde. Endvidere betragtes et fænomen som tvivl som en uomgængelig styrke i det social- og specialpædagogiske arbejde, idet man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der er det bedste at gøre for at hjælpe mennesker på vej til at skabe det gode liv, som de ønsker. De vigtigste kompetencer for pædagoger er således at kunne afkode menneskers subjektive ønske og livskvalitet og hvordan man kan understøtte deres udvikling til realisering heraf. Samt at besidde det faglige mod og selvværd til at turde kunne stå ved sin tvivl og bevare sin nysgerrighed til menneskers ønsker og potentialer. Disse komplekse og refleksionsbårne kompetencer lader sig vanskeligt realisere i uddannelsens nuværende instrumentelle og målstyringsstruktur, der sigter mod mål- og dokumentérbare kompetencer fremfor mere fordybelseskrævende og dannelsesorienterede læreprocesser, som det pædagogiske arbejdes kompleksitet og uforudsigelighed fordrer.