Fra fænomenologi til det mere end menneskelige: Etnografiske refleksioner om at finde hjem med dyr

Særligt siden 1980’erne har der i Danmark været en generel opfattelse af, at der foregår en slags social eksport af socioøkonomisk
marginaliserede mennesker, fra by til land, enten i form af bolig- og arbejdsmarkedsstrukturer, der skubber mennesker med begrænsede økonomiske råderum ud af byerne, eller i form af konkrete forvaltningspraksisser i storbykommuner. Den begrænsede forskning, der findes på området, beskæftiger sig overvejende med denne migration som et udtryk for økonomiske rationaler. Meget tyder imidlertid på, at mange andre forhold spiller en rolle, når socioøkonomisk udsatte mennesker flytter og finder hjem nye steder, ikke mindst (kæle)dyr. Da jeg, i forbindelse med et forskningsprojekt, hvis ærinde var at undersøge tilflytning til et dansk landdistrikt, foretog kvalitative interviews med en række tilflyttere, dukkede (kæle)dyr kontinuerligt op, både i erindringer – og i forestillinger om hjem og i aktuelle praksisser for at gøre hjem. Mens dette skabte en opmærksomhed omkring (kæle)dyrs betydning og ledte mig i retning af et mellem-artsligt perspektiv, ændrede det ikke afgørende på min metodiske tilgang, som forblev overvejende fænomenologisk inspireret. I denne artikel undersøger jeg, til dels refleksivt, til dels spekulativt, hvordan jeg etnografisk kunne have beskæftiget mig med flytning og hjem som et mellemartsligt fænomen, samt hvilke politiske og etiske spørgsmål en sådan mere end menneskelig etnografi involverer. Artiklen er inspireret af inter-artslige, posthumanistiske perspektiver, ikke mindst ved Donna Haraway.