Hård digital inklusion: når digital politik bliver borgerens byrde

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftsartikelForskningpeer review

Abstract

Borgerens muligheder for kommunikation med staten og ’det offentlige’ er det seneste årti blevet radikalt forandret. Siden 2014 er danske borgere som udgangspunkt digitale borgere – indtil den enkelte borger har bevist det modsatte. Hvordan denne ’default-inklusion’ virker, undersøger jeg i analysen af ældre borgeres fortællinger om livet som digital borger i jordklodens mest digitaliserede velfærdssamfund. Idealet om den digitale borger folder sig ud, både som retorik, kategori, ambition og forventning i samfundet som helhed og i borgernes levede hverdagsliv – i selvforholdet og oplevelsen af at være en del af samfundets fællesskab. Artiklen analyserer og diskuterer, hvordan den digitale borger som diskursivt nationalt politisk ideal er samlet op i de ældre borgeres egne erfaringer med at være borger i et digitaliseret samfund. Analysens væsentligste bidrag er, at den kaster lys over, hvordan de digitale ældre borgere forholder sig til de nye digitale betingelser for at være borger – hvordan betingelser og krav kommer til udtryk i deres selvforståelse og måde at agere på som digital borger. Her peger analysen på, hvordan de i høj grad stigmatiserer sig selv, når de ikke kan imødekomme kravene om at fungere som deres egen digitale administrator og sagsbehandler. I stedet for at kritisere staten eller teknologierne tager de ældre borgere ansvaret på sig og giver sig selv skylden, når de oplever udfordringer. Digitalisering bidrager til en oplevet acceleration, der medfører, at borgernes egne erfaringer i stigende grad er ude af takt med de forventninger, der præger det digitale samfunds normer og idealer.
OriginalsprogDansk
TidsskriftSocial Kritik:Tidsskrift for social analyse & debat
Udgave nummer163
Sider (fra-til)48-59
Antal sider12
ISSN0904-3535
StatusUdgivet - 28 sep. 2021

Citationsformater