Institutionelle logikker og forhandlinger af hjemlighed på socialpædagogiske botilbud for mennesker med handicap

I Lov om Social Service i 1998 var en vigtig politisk målsætning, at institutioner skulle nedlægges og overgå til at være deciderede hjem, som beboerne selv skulle bestemme over, en målsætning som også reflekteres i FN’s Handicapkonvention. I praksis kan dette ideal være vanskeligt at efterleve, blandt andet på grund af det vilkår, at bostederne er et hjem for nogen og samtidig er en arbejdsplads for andre. Denne udspændthed kan afføde en række dilemmaer i hverdagslivet for både beboere og ansatte, for eksempel i form af arbejdsmiljølovgivningen, samt en række hygiejneregler og sundhedskrav som kan kollidere med beboernes mere subjektive ønsker og behov for et selvbestemt hverdagsliv. Gennem feltarbejde på forskellige bosteder med mennesker med handicap (§108) over en periode på et år, har vi undersøgt, hvordan bestræbelser på at skabe hjemlighed praktiseres og ”gøres” af de professionelle og hvilke dilemmaer og konflikter, der kan opstå mellem beboernes og de pårørendes ønsker til indretning og hjemlighedsgørelse og personalets arbejdsforhold.