Abstract
Denne artikel undersøger, hvordan konstruktioner af tid og rum i seniorfællesskaber
for ensomme ældre er definerende og rammesættende for, hvilke relationer
og aktiviteter der kan – og ikke kan – foregå. Teoretisk trækker artiklen på
Charles Taylors begreb om det autentiske selv og anvender det som prisme til
at forstå, hvorfor nogle ældre mennesker oplever ikke at blive anerkendt „som
sig selv“. Artiklen diskuterer, hvordan seniorfællesskaber kan rammesætte og
facilitere fællesskaber, når de samtidig skal udleves i bestemte tider og rum,
der inddeler og kategoriserer de aktiviteter, der foregår, og skitserer dermed en
anderledes tilgang til forståelsen af „ensomhed“.
for ensomme ældre er definerende og rammesættende for, hvilke relationer
og aktiviteter der kan – og ikke kan – foregå. Teoretisk trækker artiklen på
Charles Taylors begreb om det autentiske selv og anvender det som prisme til
at forstå, hvorfor nogle ældre mennesker oplever ikke at blive anerkendt „som
sig selv“. Artiklen diskuterer, hvordan seniorfællesskaber kan rammesætte og
facilitere fællesskaber, når de samtidig skal udleves i bestemte tider og rum,
der inddeler og kategoriserer de aktiviteter, der foregår, og skitserer dermed en
anderledes tilgang til forståelsen af „ensomhed“.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Tidsskriftet Antropologi |
Vol/bind | 2023 |
Udgave nummer | 86 |
Sider (fra-til) | 93-108 |
Antal sider | 16 |
ISSN | 0906-3021 |
DOI | |
Status | Udgivet - 13 okt. 2023 |
Emneord
- Socialt arbejde og sociale forhold
- ensomhed
- fællesskaber
- socialpædagogik
- specialpædagogik