Klassisk musikteori og populærmusik – modus

Klassisk musikteori er uden sammenligning det dominerende teoriapparat til analyse på det musikteoretiske eller ‘syntaktiske’ niveau også af populærmusik, hvor traditionelle notationsformer og analysemetoder ofte lader til at tilbyde sig ret uproblematisk, for eksempel ved benævnelse og notation af toner og rytmer, betegnelser for akkorder og akkordforbindelser, modeller for tonalitet og modalitet osv.

På den anden side er det klart, at man ikke altid uden videre kan anvende et teoretisk apparat, der er udviklet med en anden musik som genstand. Der gives her konkrete eksempler på, hvordan klassisk musikteori om tonalitet og modalitet bliver appliceret på populærmusik på en måde, der kun i ringe grad svarer til, hvordan musikken opleves — selv hvor den klassiske teori faktisk modificeres. For eksempel analyseres populærmusik undertiden som modalt, men på en måde, hvor dette modalitetsbegreb alligevel står i gæld til og i skyggen af det klassiske begreb om dur/mol-tonalitet. Det kan for eksempel ske ved, at modaliteten defineres negativt (som ‘ikke-dur/mol-tonal’), eller ved at antagelser fra forestillingen om dur/mol-tonalitet ubemærket overtages i modalitetsbegrebet.

Når (bestemte) elementer af klassisk musikteori alligevel anvendes, kan det have forskellige og undertiden indbyrdes modstridende grunde. Det kan for eksempel skyldes et ønske om ikke at tildele det musikteoretiske niveau for stor vægt i analysen, eller det kan modsat skyldes, at trivielle klicheer med den klassiske musikteoris blik kan fremstå som komplicerede og som udtryk for en høj grad af originalitet. Jeg forsøger at skitsere nogle af disse årsager og deres bagvedliggende æstetiske forudsætninger, også med konkrete eksempler.

Til sidst vendes blikket mod selve ‘den klassiske musikteori’. Selv om der langtfra blot er tale om en fast, uforanderlig, veldefineret størrelse, kan anvendelsen af klassisk musikteori på populærmusik tydeliggøre nogle almindelige præmisser, ikke mindst i den analytiske praksis. Igen fremdrages tonalitet/modalitet som eksempel, og det diskuteres, hvordan bestemte lytninger typisk privilegeres i klassisk musikanalyse. I den forbindelse vil jeg inddrage Schenker-analytisk praksis, hvor man ofte pointerer, at formålet med undervisning i analyse omfatter opdragelse i en bestemt lyttemåde, hvilket sjældent indgår i formålet for analyse af populærmusik — i hvert fald ikke eksplicit. I angelsaksisk musikvidenskab har Schenker-analysen som bekendt blandt andet på denne baggrund været genstand for massiv kritik, mens det er mit indtryk, at den hjemlige musikteori i langt mindre grad har været påvirket af denne kritik, hvilket der afslutningsvis diskuteres årsager til og rimelighed af.