“Lost in translanguaging? Er ‘stance’ et overset aspekt i den danske ‘oversættelse’ af translanguaging-begrebet til sprogpædagogisk praksis i folkeskolen?”

Som undervisere i grund-, efter- og videreuddannelsen af lærere har vi gennem det seneste årti oplevet en stigende efterspørgsel på såkaldte sprogpædagogiske ‘værktøjer’, der effektivt kan løse komplekse pædagogiske dilemmaer i praksis. Translanguagingpædagogik, der sigter mod at give elever mulighed for at trække på deres samlede sproglige repertoirer, efterspørges ofte som et sådant ‘værktøj’. Men sprogpædagogik hviler ikke kun på læreren; den kræver et langsigtet, institutionelt forankret arbejde med at udvikle skolens praksis. I denne artikel analyserer vi to cases – en fra basisundervisningen i dansk som andetsprog og en fra almenundervisningen, dvs. undervisningen i skolens andre fag – hvor lærere ‘oversætter’, eller omsætter, translanguagingpædagogik i praksis. Vi argumenterer for nødvendigheden af en sprogpolitisk anerkendelse af den kompleksitet, arbejdet med translanguagingpædagogik placerer skoler og lærere i.