Managing communities: Mining MNEs’ community risk management practices

Mineindustriens og civilsamfundets aktører har identificeret risiko fra lokalsamfund som en kilde til øget usikkerhed og i flere tilfælde årsagen til, at mine-projekter stoppes (BSR, 2003; ICMM, 2015). Denne ph.d.-afhandling afspejler et forsøg på at lukke det hul, som er opstået i den del af international business litteraturen, der omhandler multinationale virksomheders (MNV’ers) håndtering af risiko fra lokalsamfundet. Naturressourceindustrien og specielt inden for minedrift er denne type af risici interessante, da der historisk set har været mange konflikter mellem mineejere og det omkringliggende samfund (Godoy, 1985; Hoskin, 1912; Lynch, 2002; Morris, et al, 2012). Adgangen til nye kommunikationsteknologier har gjort det muligt for selv de mest isolerede lokalsamfund at kommunikere effektivt til et bredt globalt publikum. Herved kan ikke-statslige organisationer (NGOer), politikere, investorer og andre civilsamfundsaktører få adgang til opdateret information om hændelser ved mine-operationer indenfor meget kort tid. Kombinationen af mere tilgængelig information og muligheden for at påvirke driften har betydet, at mineoperatører i stigende grad koncentrerer sig om lokale interessenter, og der er et behov for, at MNV’er engagerer sig i ledelsespraksisser, der effektivt kan begrænse disse typer af potentielle risici. Med udgangspunkt i MNVer indenfor mineindustrien i Armenien bidrager denne ph.d.-afhandling til forståelsen af disse virksomheders relation til det omkringliggende samfund ved at besvare forskningsspørgsmålet: Hvilken ledelsespraksis gør MNVer i den armenske mineindustri brug af, når de håndterer lokalsamfundsrisiko? Afhandlingen bidrager efterfølgende til MNV risiko litteraturen indenfor fire områder. For det første til konceptualiseringen af risiko som en proces, der sker igennem meningsdannelse og derved en forståelse af risiko som begivenheder, der kan forstås uafhængigt af kontekst og forhistorie. Her er det den individuelle konseptualisering af trusler og muligheder, der er den afgørende faktor i både risikostyring og risikoforståelse og ikke nødvendigvis den enkelte ændring i normaltilstanden, som er afgørende for forståelsen af en evt. fare. For det andet definerer afhandlingen lokalsamfund som ’Communities of place’ som en gruppe, der er direkte berørt af den lokale mine, og som evaluerer både fordele og ulemper ved denne påvirkning. NGOer og andre interesseorganisationer defineres som ’Communities of interest’, der repræsenterer enten fordelene eller ulemperne ved at have minedrift. Ved at forklare forholdet mellem de to ’communities’ og MNV’en bidrager ph.d.-afhandlingen ved at præsentere de mekanismer, der har indflydelse på, hvordan de to interagerer og de mulige risici, der kan opstå. For det tredje vises hvordan ’Communities of place’, enten alene eller igennem partnerskaber med ’Communities of interest’, kan motivere magtfulde økonomiske, politiske og kulturelle aktører til at interessere sig for og udøve deres indflydelse på virksomheden. Herved kan MNVen komme under betydeligt pres, når investorer truer med at trække deres finansiering og licenser, der ellers er givet, tilbage, eller projektet mister opbakning i resten af befolkningen. For det fjerde præsenterer afhandlingen den ledelsespraksis, som MNV’er gør brug af for at begrænse disse lokalforankrede risici. Her vises det, hvordan virksomhederne investerer i infrastruktur som veje og elektricitet eller i institutioner, så som børnehaver eller sundhedshuse, der er vigtige for lokalsamfundet. Herved opstår der et afhængighedsforhold mellem lokalsamfundet og eksistens af den lokale mine. Der er ingen tvivl om, at minedrift påvirker lokalsamfund på mange forskellige måder, og at nogle af disse påvirkninger vil fremkalde reaktioner, som kan true MNV’ernes evne til at drive deres forretning (Franks et al., 2014; Harvey, 2014; Kemp & Owen, 2013; Labonne, 1999). Ph.d.-afhandlingen tager udgangspunkt i et sociologisk risiko perspektiv og undersøger, hvordan risikostyring bedrives, når MNVer står overfor risici, der har et omdrejningspunkt omkring de lokalsamfund, hvori de opererer. Som beskrevet defineres lokalsamfund som ’Communities of place’, som ligger geografisk tæt på MNVens mine og er både socialt og fysisk påvirket af dens aktiviteter. Når det kommer til den økonomiske, sociale og miljømæssige påvirkning vurderer ’Communities of place’ både muligheder og ulemper, der er forbundet med driften af minen. De kan på denne måde både udgøre en risiko, hvis de beslutter at tage direkte skridt mod selskabet eller en ressource, når eller hvis de vælger at støtte projektet. ’Communities of place’ kan være medvirkende til at legitimere minedriftens aktiviteter overfor andre aktører i det omkringlæggende samfund og kan derved biddrage med en betydelig støtte i argumentationen for den lokale mine. I modsætning til ’Communitis of place’ finder vi ’communities of interest’, der ikke er direkte påvirket af minedriften, men som på baggrund af deres raison d'être har en interesse i mineprojeker. Disse ’Communities of interest’ vurderer mineprojekter som enten en risiko, som det ofte er tilfældet med kritiske NGO'er eller en mulighed i tilfælde hvor lobbyer eller interesseorganisationer, som støtter minedrift, er involveret. Gennem interviews og feltarbejde i Armenien undersøger afhandlingen, hvordan mine-MNVerne i praksis styrer forholdet til lokalsamfund, hvilke ledelsespraksisser de implementerer, og de mekanismer, der er i spil, når de enten lykkes eller fejler i at reducere lokalbefolkningsrisiko. Studiet inkluderer ni forskellige MNV’er, hvilket udgjorde alle udenlandske mineselskaber i landet. Der blev foretaget halvtreds interviews over en periode på to år, herunder interviews med minedirektører, minespecialister, medlemmer af ’Communities of place’ og ’Communities of interest’ samt med industrieksperter og armenske embedsmænd. Interviewsne blev suppleret med besøg og observationer i alle de landsbyer og byer, der ligger i nærheden af miner drevet af MNV’er, samt størstedelen af mine-MNV’ernes operationer. Resultaterne viser, at lokalsamfund kan betragtes som en unik kilde til risiko, og at MNV’ernes risikostyringspraksis målrettes specifikt til denne gruppe. Lokalsamfundsrisiko opstår, når ’Communities of place’ anvender deres ressourcer til at yde indflydelse på den lokale mine og dens aktiviteter. De kan enten anvende deres egne ressourcer direkte eller ved at samarbejde med ’Communities of interest’, der har flere ressourcer og viden til rådighed. Formål med denne ressource tilførsel er, at den nærlæggende mine-MNV bliver eksponeret overfor økonomiske, politiske eller kulturelle aktører, der kan bruge deres indflydelse, og derved udgør en risiko for selskabet. Mine-MNV’erne forvalter lokalsamfundsrisiko ved at tildele ressourcer, som øger ’Communities of place’ afhængighed af selskabet og den lokale mine. Dette sker for eksempel ved at ansætte lokal arbejdskraft og mellemledere igennem en lokaliseringsstrategi eller igennem kapacitetsopbygning ved at give incitamenter og økonomisk støtte til lokale virksomheder. Andre praksisser støtter op omkring det institutionelle miljø f.eks. igennem konstruktionen af infrastruktur såsom veje, forsyning af elektricitet og gas eller investeringer i sociale og kulturelle aktiviteter. Disse praksisser kan også inkludere finansiering af forskellige former for uddannelsesinstitutioner og børnehaver til at yde økonomisk støtte til universitetsstipendier. Resultatet af denne ressourcetilgang er, at ’Communities of place’ i stigende grad betragter mine-MNV’en som legitim, og at de bliver afhængige af de fysiske og sociale fordele, der kommer med minedriften. Dette gør det vanskeligt for flere kritiske ’Communities of interest’ at få støtte fra ’communities of place’, når de ønsker at presse virksomheden til at ændre adfærd. I det modsatte fald kan støtte fra ’Communities of place’ og en efterfølgende legitimering af de handlinger, som ’Communities of interest’ foretager sig betyde, at magtfulde finansielle, politiske og kulturelle aktører kan blive involveret og derved øge risikoen for, at virksomheden må ændre adfærd.