“Men du er et barn, kære ven” – når anbragtes ønsker udgrænses som virkelighedsfjerne

Artiklen viser, hvordan anbragtes ønsker og forventninger problematiseres som virkelighedsfjerne – og at dette kan begrænse inddragelsen af børnenes perspektiver. Problematiseringen af en manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed kommer ofte til udtryk i professionelles fortællinger om anbragte børn. Her positioneres børnene som manglende indsigt i egne evner, med idylliserede forestillinger om “det normale liv” og urealistiske forventninger til fremtiden. Den dobbelte positionering som “barn” og “anbragt” forstærker disse problematiserende fortællespor om at være virkelighedsfjern, og risikerer at udgrænse de anbragtes perspektiver som irrelevante. Samtidig positioneres pædagoger og plejeforældre som nogle, der skal hjælpe børnene med at (ned)justere og realitetskorrigere forventninger til egen formåen, fremtidsønsker samt “hvordan virkeligheden ser ud”. Inspireret af childism-tilgangen, argumenterer jeg for, at hvis man ønsker at inddrage børns perspektiver, bør fagpersoner i højere grad lytte til disse tilsyneladende fantasifulde forestillinger og urealistiske drømme.