Mit hjem eller jeres arbejdsplads? Hjemfølelse og tilegnelser af hjem på socialpædagogiske bosteder for mennesker med handicap

For mange mennesker er et hjem det sted, hvor man selv bestemmer og hvor man kan trække sig tilbage fra andres blikke. Et sted, hvor man selv beslutter, hvor sofaen skal stå, og om man vil ryge indenfor eller ej. De fleste af os har også noget, vi gør ”derhjemme”, når ingen andre kigger. Piller næse. Ser Netflix i bar røv. Tømmer hele chipsposen selv. Hvis man er et menneske med et handicap, der bor på et bosted, har man ikke altid adgang til det rum. For dét, der er ens bolig, er også nogen andres arbejdsplads, og det kan for eksempel betyde, at personalet har en nøgle til ens lejlighed, eller at der er vinduer ind til ens stue, så personalet kan kigge ind og se, hvad man laver. Det kan også betyde, at der er nogen, der har en holdning til, hvor mange chips man spiser, og hvor længe man egentlig sidder der og ser Netflix.
Der er stor opmærksomhed omkring, at pædagogisk støtte på botilbud skal understøtte borgernes autonomi og distancere sig fra tidligere tiders umyndiggørelse af udsatte borgere (Kirkebæk 2010, Hesselbæk 2020, Kragh et al 2016). At personalet har nøgler til boliger på nogle bosteder og har holdninger til, hvad en sund livsstil egentlig er, er derfor ikke udtryk for, at det pædagogiske arbejde på de steder er uinformeret, eller ikke forholder sig til de iboende dilemmaer. De professionelle har mange refleksioner over, hvordan de navigerer mellem omsorg og selvbestemmelse og henviser f.eks. til sundhedsmæssige rationaler om, at en sund livsstil kan sikre borgerne længere levetid og til omsorgspligten ift. at have nøgler til at komme ind til beboere, der isolerer sig selv i boligen. Men selvom der er stort fokus på navigationer mellem både at have en omsorgspligt og understøtte selvbestemmelse blandt pædagoger (se f.eks. også Steno 2021), lever Danmark fortsat ikke op til handicapkonventionen på flere områder relateret til selvbestemmelse og boligsituation (FN 2020). Det skyldes også, at mennesker med handicap oftest ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo og med hvem. Det er i stedet oftest kommunale visitationskriterier, ventelister og ledelsen på de enkelte bosteder, der afgør, hvem der kan flytte ind hvor, og hvem der bor sammen med hvem (Holmskov & Skov 2007, Amilon et al 2020).