Mobilitet, barrierer & muligheder: Et studie af unge flygtninges tilhørsforhold og Positioneringer

Nærværende afhandling er et forsøg på at sætte fokus på fortællinger fra unge fra irakiske Kurdistan, for at undersøge på hvilken måde etnicitet og migration præger de unges oplevelser, deres opfattelse af sig selv og andre samt de muligheder, der er tilgængelige for dem. Fortællingerne giver indblik i hvordan de unge konstruerer sig selv og hvordan og med hvilke begrundelser de positionerer sig selv og italesætter deres tilhørsforhold samt på hvilke måder de ser på de muligheder og barrierer, der er forbundet med at leve i diaspora og med repatriering.
Det empiriske grundlag udgøres af kvalitative, narrativt inspirerede interviews, med 13 unge, der stadig opholder sig i Danmark og 7 unge, der er repatrieret til irakiske Kurdistan, efter at de har levet i diaspora i Danmark i flere år. Det selektive udvalg af de unge er sket gennem sneboldmetoden, der har været styrende under empiri¬indsamling både i Danmark og i irakiske Kurdistan. Hovedparten af de unge i denne undersøgelse er blandt den gruppe af unge flygtninge, der har klaret sig godt i forskellige sammenhænge bl.a. uddannelsessammenhænge. Flere forhold har været med til at berige det empiriske grundlag for afhandlingen bl.a. har jeg foretaget interviewene hjemme hos de unge, hvilket har gjort det muligt at se forældrene og i nogle tilfælde have familierne med under interviewene. Desuden har jeg haft mulighed for at rejse til irakiske Kurdistan. Denne sammenhæng har skabt et konkret og stabilt grundlag for de tolkninger jeg fremstiller i afhandlingen.
De teoretiske perspektiver afhandlingen bygges på, er baseret på en interaktionistisk, socialkonstruktivistisk og feministisk informeret optik, der tager udgangspunkt i kon¬krete begreber som f.eks. belonging, social identitet, migration, andetgørelse og diaspora i en intersektionalitets forståelsesramme. Især trækkes på Yuval-Davis diskus¬sioner om belonging, Jenkins social identitetsteori og Goffmans rollebegreb.
Analysen af det empiriske materiale er struktureret omkring forskellige temaer med udgangspunkt i fortællingerne fra de to grupper unge. Analysen er således delt op i to dele og bygget op omkring forskellige temaer som migration til Danmark og repatriering til irakiske Kurdistan aktualiserer for de unge. Analysen består af seks centrale kapitler, der sætter fokus på henholdsvis; ankomsten til Danmark; Danmarks forskellige ansigter, markører for tilhørsforhold og positionering, hvor, hvad er ”hjem-land”? Repatriering til irakiske Kurdistan og repatrieringens udfordringer for de unge. Kapitlerne er vævet sammen af forskellige teoretiske og begrebslige bevægelser, der centrerer sig om mobilitet, tilhørsforhold samt muligheder og begrænsninger.
Gennem analysen, har jeg forsøgt at belyse; hvordan sociale relationer såsom køn, etnicitet, klasse (økonomiske ressourcer) m.v. får betydning; hvordan positionerer de unge sig; hvordan de skaber deres identitet(er); hvilke tilhørsmuligheder de unge ”vælger”; samt hvilke muligheder og begrænsninger de unge ser som konsekvens af migration og repatriering. De analytiske konklusioner jeg trækker, må selvfølgelig alene ses som mit øjeblikkelige forståelsesbillede.
Således kan analysens væsentligste konklusioner sammenfattes som følgende:
Der hersker ikke tvivl blandt de unge om, at migration har skabt flere muligheder for dem, bl.a. at kunne få en uddannelse og vokse op i et demokratisk samfund med et sæt af anderledes værdier og normer end deres oprindelige samfund.
På den anden side har repatrieringen til irakiske Kurdistan og dens følgevirkninger skabt flere begrænsninger end muligheder for de unge. Fortællinger fra de repatrierede unge, der er vokset op i Danmark og har internaliseret et sæt normer og værdier præget af deres levede liv i Danmark, peger på forskellige begrænsninger alt afhængig af køn, alder, økonomiske ressourcer og deres tilpasningsstrategier.
Både de unge i Danmark og i irakiske Kurdistan peger på en positiv modtagelse i forbindelse med migration til Danmark. Konsekvensen heraf er en stærk ’emotional attachment’ til Danmark blandt samtlige unge i undersøgelsen. Dog med den forskel at de repatrierede unges fortællinger og længsel efter at, vende tilbage til Danmark bærer præg af en stærk idealisering af Danmark og blandt disse unge de repatrierede piger er dem, der idealiserer Danmark mest. Fælles for pigerne i Danmark og i irakiske Kurdistan er at de ser flere tilgængelige muligheder i Danmark qua deres køn.
Som følge af migration til Danmark og repatriering til irakiske Kurdistan peger fortællingerne på strukturændringer i familierne og dermed også ændringer i de unges roller og positioner i familien. Migration og repatrieringen har skabt et kvinde¬fælles¬skab, der er blevet et subfællesskab i familien. På et væsentligt punkt skiller dette i Danmark og i irakiske Kurdistan sig fra hinanden. Det kvindefællesskab med moderen som frontfigur, der er blevet skabt som følge af migration til Danmark, har skabt et stærk ”feministisk klima” efterfulgt af en ”magtfuld” rolle for pigerne og i særdeles for de ældste piger. Dette står i skarpt kontrast til de repatrierede pigers fortællinger.
Her fortælles om, at repatrieringen til irakiske Kurdistan ændrer pigernes position til en svag og magtløs position. Faderen får den endelige autoritet i det øjeblik beslutningen om repatrieringen bliver truffet og gennemført.
Oplevelse af andetgørelse
Fortællinger fra de unge i Danmark peger på en køns-relateret kategorisering og stereotypering. På den ene side peger udsagn fra de unge drenge på en oplevelse af at blive kriminaliseret i kraft af deres køn (det maskuline kombineret med at have en anden hudfarve). Og de unge piger oplever, at de udover at blive kategoriseret som ”indvandrere” også bliver kategoriseret som passive, umyndige, undertrykte og uden kompetencer. Denne sociale kategorisering som ”etnisk indvandrerkvinde” oplever pigerne som en barriere i hverdagslivet.
De repatrierede unge oplever andetgørelse i kraft af ikke at bære ”etniciteten” rigtigt og i kraft af deres anderledes måde at være på. Gennemgående bliver betegnelsen ”Ajnabi” (fremmede) brugt på de repatrierede unge. ”Ajnabi” referer til, at de repatrierede ikke kan betragtes som ”ægte kurdere”. De unge, som har bevæget sig frit i Danmark, bliver skarpt kontrolleret både af familierne og i nærmiljøet, idet lokalbefolkningen oplever deres anderledes normer som en trussel mod det lokale værdier og normer. Qua deres manglende kompetence i forhold til sproget og lokale sociale normer oplever de unge mobning, chikane og manglende frihed. De unge repatrierede piger oplever andet-gørelsen i nogle grad højre end de repatrierede drenge. De unge piger peger bl.a. på, hvordan de bliver begrænset i deres kontakt og relation til det modsatte køn; at de kun kan bevæge sig i byen i følgeskab med et familiemedlem og aldrig alene; at de ikke får lov til at gå til fester/fødselsdage, og at deres hverdagsliv er begrænset til hjemmet og skolen.
Betingelserne for oplevelse af tilhørsforhold
Når de unge skaber deres selvbilleder og italesætter tilgængelige muligheder, trækker de på et sæt af ideer om sig selv og ”de andre”. Disse ideer inkluderer en form for kritik og afstandstagende fra andre (danskere, andre minoriteter, lokalbefolkningen i Kurdistan).
Nogle af de unge i Danmark har accepteret majoritetssamfundets syn på indvandrere. Udsagn fra nogle af de unge, især fra pigerne i Danmark peger på at de vælger at i en vis grad foretage nogle ’radikale skift i deres moralske karriere’, og de vil gå langt i dette skift, for ikke at blive identificeret som ”de der indvandrere og sådan noget”, hvilket også kan resultere i ændringer af kropslige markører såsom hårfarve m.v. som en tilpasningsstrategi og en måde at mindske barrierer for sig selv og dermed skabe flere muligheder.
For de unge i Danmark handler det at få en uddannelse (helst en høj uddannelse) for at markere en belonging til det moderne Danmark, hvor uddannelse, ifølge de unge, er en af de mest centrale markører for at kunne høre til, samt at markere en ikke-belonging til de andre, til de der har problemer, de der er kommet til Europa ”for sjovs skyld” osv.
De unges jagt på intellektuel fremgang, uanset om det udspringer fra forældrenes, kollektivets eller den unges eget ønske og drøm, skaber visse muligheder og begræns¬ninger for de unge. Qua migrationen og deres tilværelse i Danmark mener de unge, at uddannelsesmulighederne er tilgængelige for dem. Dog viser det sig, at denne mulig¬hed, ifølge de unge i en vis grad, er mere tilgængelige for pigerne end for drengene.
De repatrierede unge ser ikke uddannelsesmuligheder for sig i irakiske Kurdistan. De repatrierede pigers ønske om at få en høj uddannelse er speciel knyttet til et ønske om at forlade Kurdistan og flytte tilbage til Danmark. Drengene ser denne som en vej ud af irakiske Kurdistan, men ikke tilbage til Danmark. Drengene fra familier med bedre økonomiske ressourcer giver udtryk for, ønske om at rejse til andre lande.
På grund af begrænsede sproglige kompetencer oplever hovedparten af de unge (både i Danmark og i irakiske Kurdistan) barrierer i forhold til at indgå i et kurdisk fællesskab. I forhold til de repatrierede unge er det netop manglende sproglig kompetence, der har skabt mange problemer for dem i bl.a. skolesammenhænge. Familier med bedre økonomiske ressourcer har forsøgt at råde bod på dette gennem ansættelse af privat sproglærere for deres børn eller at sende de unge til forskellige private skoler hvor undervisningen foregår på engelsk. En af pigerne peger på, at drengene har sværere i forhold til sproget end pigerne. Dette blev også bekræftet af to af de unge drenge som både tilhører den gruppe med bedre økonomiske muligheder og har planer for at flytte fra Kurdistan. De har dansk statsborgerskab, men de vil ikke tilbage til Danmark.
I de fortællinger, som afhandlingen bygger på, er det tydeligt at samspillet mellem flere sociale dimensioner, spiller ind på de unges selvforståelse, tilhørsforhold, erfaringer og deres valg af handlinger. De interviewede unges fortællinger har vist sig at være særdeles egnede til at give en indsigt i hvordan etnicitet, i samspil med andre sociale kategorier, kan have ekskluderende og inkluderende effekter uanset om det er tale om migration til Danmark eller repatriering til Kurdistan. Samt hvordan forskelligheder fra andre markeres, indbyrdes ligheder italesættes, fællesskab konstrueres symbolsk og selvkategoriseringen sker som reaktion på ydre situationelle omstændigheder (jf. Jenkins 2006). Samtidig har de givet indsigt i, hvordan etnicitet set i relation til tilhørsforhold og positionering viger pladsen for andre sociale kategorier såsom køn, alder og økonomiske ressourcer. At pigerne føler og reelt har også en stærkere tilhørs¬forhold til Danmark, er et tydeligt eksempel på, at køn får en mere signifikant betydning end etnicitet.
Fortællingerne peger også på, at de unges følelse af tilhørsforhold/belonging i høj grad hænger sammen med ’the politics of belonging’, hvor nationalisme og racisme spiller en væsentlig rolle.
Men samtidigt peger de unges fortællinger på et vigtigt paradoks i forhold til køn og tilgængelige muligheder. På den ene side oplever pigerne en ekskludering i kraft af den offer rolle, de bliver tildelt af majoritetssamfundet, men på den anden side oplever de deres køn som en mulighedsskabende kategori. De unge drenge oplever mere intolerance og ekskludering qua deres køn. Til trods for at begge grupper har haft ubehagelige oplevelser, ønsker de fortsat at blive i Danmark og det er her, de føler, de hører til, eller ”det eneste sted de kan leve”, som en af de unge udtrykte det.
”Hjemland”, en diasporisk konstruktion
Fortællingerne fra de unge peger på, at spørgsmålet om hjem-land, oprindelse og territorialt tilhørsforhold for de unge er knyttet til de kurdiske befolkningsgruppers afsavn på egen stat.
Kurdistan som et sted (reelt eller forestillet) er blevet en central metafor for de unges identitets konstruktion i eksil. De relaterer også spørgsmålet om Kurdistan som hjem-land og som et sted at kunne bo til de muligheder der, er tilgængelige for dem.
For de unge (især for pigerne) i Danmark er hjemlandet som et sted at kunne leve i primært Danmark. De har en idealiserede billede af Kurdistan som et sted man har sine ”rødder”.
De unges fortællinger om ”hjem-landet” og hvor ”hjemland” er, er flerdimensional. Det er ikke enten eller. På den ene side forsøger de at holde fast i Kurdistan som et ”hjemland”, på den anden side har ”hjemland” for dem en politisk dimension eller drøm, som de vil gerne holde fast i, om ikke for sig selv, så idet mindste som solidaritetserklæring med forældregenerationen. Især pigerne giver udtryk for at, deres tilhørsforhold til Danmark er så stærkt, at det vil være umuligt for dem at vende tilbage til Irakiske Kurdistan og bo der.
Dette er også gældende for de repatrierede unge i Kurdistan, hvilket hovedparten (især pigerne og en dreng med mindre økonomiske muligheder) gav udtryk for. Alle 7 unge i Irakiske Kurdistan havde en idealiserede billede af Danmark. Dog med den forskel at hovedparten af pigerne både i Danmark og i irakiske Kurdistan giver udtryk for at Danmark er det eneste sted de kan leve i. Drengene har ikke det samme holdning.
De unge i Danmark, i særdeleshed pigerne, deltager aktivt i romantisering og idealise¬ringen af ”hjemlandet” som et imagined community. De repatrierede unge deltager aktivt i idealiseringen af Danmark. I Danmark har forældrene (især faderen) deltaget i en romantisering af hjemlandet (Kurdistan). Og i irakiske Kurdistan er det især moderen der deltager i idealiseringen af Danmark. Med en vis forsigtighed, kan man drage den generelle konklusion, at drømmen om en nationalstat er forbundet med kurdishness. Undersøgelsen peger også på, at migrationen har gjort det muligt for de unge at skabe tilhørsforhold til mindst to ”hjemlande” (Danmark og irakiske Kurdistan) samt at udvikle en diasporisk konstruktion af hjem og belonging som viser sig i form af en transnational orientering.
Og i denne transnationale orientering får Danmark en central placering. Det samme kan man med en vis forsigtighed sige om køn dvs. at pigerne retter sig mere mod Danmark. Men det at Danmark i pigernes transnationale orientering efter repatrieringen får en central plads, kan også skyldes, at Danmark sammen med flere andre Skandinaviske lande har skabt flere muligheder for kvinderne. Og dette er et faktum, pigerne bevidst eller ubevidst tager i betragtning. Drengene derimod ser færre tilgængelige muligheder.
Afsluttende kommentarer
For de unge, jeg har interviewet, præger etnicitet og migration sådan som de forstår og i talesætter sig i relation til de muligheder og barrierer, der er tilgængelige for dem. Det er sådan de forstår sig selv, hvordan de kategoriserer andre og sig selv og hvordan andre ser på dem. I alt dette skal det inkluderes, at de unge i begge undersøgelser fremstiller sig selv som aktive aktører og ikke passive ofre. Dette er gældende uanset om de vælger at tilpasse sig eller om de vælger at distancere sig og drage grænser mellem sig selv og andre. Nærværende afhandling har forsøgt at give et øjebliksbillede af de unges liv. Det vil være interessant at følge udviklingen i deres voksenliv og se hvordan billedet vil se ud om f.eks. 5 og 10 år.