Abstract
Artiklen undersøger, hvordan relationen mellem forskning og forandring formes og udfordres i et praksisnært forskningssamarbejde i dagtilbud, som foregår i en hyper-politiseret kontekst. Med afsæt i et følgeforskningsprojekt om mindre børnegrupper i fire daginstitutioner analyseres, hvordan forskningssamarbejdet præges af spændinger mellem forvaltningslogikker, pædagogiske vilkår og forskningsetiske hensyn. Artiklen trækker teoretisk på Hartmut Rosas begreber om acceleration og kontrollerbarhed samt Erik Axels begreb konfliktuel kooperation for at forstå samarbejdet som både nødvendigt og konfliktfyldt. Gennem empiriske eksempler vises, hvordan forskellige aktører – forvaltning, pædagoger og forskere – forfølger forskellige former for viden og forandring, hvilket gør forskningssamarbejdet til en vedvarende forhandling af mål, ansvar og legitimitet. Artiklen argumenterer for, at praksisnær forskning må rumme og reflektere de modsætninger og dilemmaer, der opstår i samspil med praksis, og at solidaritet med verden ikke kan forstås som en neutral eller entydig position, men må forhandles situeret og konfliktuelt.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Forskning og Forandring |
| ISSN | 2535-5279 |
| Status | Under udarbejdelse - 20 maj 2025 |
Emneord
- Børn og unge
- forskningssamarbejde
- konfliktuel kooperation
- hyperpolitiseret kontekst
- forskningsetik
- forandring