Oplevelser fra at blive ”ramt” i hverdagens operative indsatser: Brugen af hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi

Denne afhandling er et bidrag til den beredskabsfaglige forskning, rettet mod indsatsledelse og meningsskabelse med et særligt fokus på redningsberedskabet, politiet og sundhedsberedskabet i Norden. Afhandlingens erkendelsesinteresse er knyttet til at identificere og analysere forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne i håndteringen af operative hændelser. Disse forstyrrelser står dels i vejen for den operative opgaveløsning, men er samtidig med til at mudre den erkendelsesmæssige indsigt, som beredskabsaktørerne kan opnå efter endt indsats. For hvad var det egentlig, der førte til, at man endte med at iværksatte den indsats, som man gjorde? Udviklingsprojekter, gennemført i samarbejde med de danske kommunale beredskaber, har vist en yderst begrænset indsigt i læringspotentialerne fra operative indsatser og til dels en usystematisk evalueringspraksis (Sachs & Bøhm, 2013). Det samme billede genfindes i Norge, hvor store dele af beredskabsorganisationerne, herunder særligt politiet, blev mødt med markant kritik efter massakren på Utøya. Det bliver efterfølgende konkluderet, at der var stor forskel mellem de procedurer og de standarder, som man beskrev, og det som beredskabsaktørerne gjorde i praksis (Hove, 2014; Politidirektoratet, 2012). Når man studerer evalueringsmaterialet fra Danmark og fra Norge, er der dog et gennemgående produkt-perspektiv. Man er orienteret mod resultatet, men forholder sig sjældent til processen. Det manglende procesperspektiv er en mangel, hvilket bekræftes af forskning knyttet til læring fra akutte hændelser i den industrielt orienterede forskning (Drupsteen-Sint, 2014), der har vist, at der kun er begrænset forskning om læring fra hændelser, og at der er behov for yderligere forskning knyttet til særligt betingelserne for læring. Afhandlingens bidrag til at dække dette behov er at udforske de forstyrrelser, der optræder i hverdagens operative indsatser. Afhandlingen undersøger endvidere, hvordan bearbejdningen af disse forstyrrelser af enkeltindivider og i grupper kan initiere reflekterende og refleksive processer, der ideelt set afstedkommer en ny og forbedret operativ opgaveløsning. Følgende er valgt som afhandlingens centrale forskningsspørgsmål: Hvordan kan hjelmkameraer monteret til indsatsledere og holdledere anvendes som opmærksomhedsunderstøttende teknologi til at udforske og analysere forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne knyttet til ledelsen af hverdagens operative indsatser? Brugen af hjelmkamera og deltagende observation Det valgte forskningsdesign er på den ene side baseret på hjelmkameraet, som opmærksomhedsunderstøttende teknologi, der ligger til grund for gennemførelsen af dialogiske sessioner. På den anden side er forskningsdesignet baseret på observationsstudier, hvor indsatsledere og holdledere fra redningsberedskabet, politiet og sundhedsberedskabet er blevet observeret i deres organisatoriske såvel som i deres operative funktion i hverdagen. Forskningsprojektet har indsamlet empiri i Norge og i Danmark. I Danmark deltog 4 indsatsledere fra redningsberedskabet i perioden fra juni 2014 til oktober 2014, og i Norge deltog 3 indsatsledere fra politiet og 3 holdledere (utrykningsledere) fra brand og redning i perioden februar 2015 til juli 2015. Alle de involverede indsatsledere og holdledere har kørt med hjelmkamera, og har i forlængelse heraf indgået i dialogiske sessioner. Gennem forskningsprojektet er der samlet set udvalgt 25 hjelmkameraoptager, der efterfølgende er blev analyseret. Forskningsprojektets empiriske fund Artikel I. “Struck” in the midst of action Artiklen analyserer de forstyrrelser, der opstår i håndteringen af 6 operative indsatser i Danmark. De enkelte forstyrrelser er blevet analyseret gennem dialogiske sessioner, hvor indsatslederen sammen med forskeren udforsker og analyserer disse forstyrrelser gennem begrebet ”at være ramt” (struck). Artiklen viser, at de teoretiske antagelser om, hvad indsatslederen er i stand til på skadestedet i forhold til at agere reflekterende og proaktivt, afviger markant fra det billede, som analyserne tegner af indsatslederens praksis på skadestedet. Med afsæt i disse empiriske fund diskuterer artiklen behovet for at revurdere et udelukkende kognitivt perspektiv af indsatsledernes praksis, og i stedet fremhæve sårbarhed og behovet for det relationelle samspil som værende centralt. I stedet for at karakterisere indsatslederen som privilegeret meningsskaber, så påpeger artiklen, at indsatslederens funktion på skadestedet mere rettelig kan fremskrives som meningsfacilitator. Artikel II. ‘Recall being struck’ – the performativity of the body Det teoretiske udgangspunkt i artikel 2. er, at kroppen ’taler’. Ved at anvende hjelmkameraet er det muligt at opnå indsigt i den kropslige performativitet, som ikke kun har betydning for individets egen adfærd, men også har betydning for, hvordan individet indgår i samarbejdsrelationer med andre. Artiklen konkluderer, at indsatsledernes egen kropslighed, såvel som vurdering af andres kropslighed, indgår som et aktivt aspekt i ledelsen af en operativ indsats. Artiklens analyser viser dog, at mange af disse kropslige vurderinger ikke bliver fulgt op med sproglighed. Det betyder, at når indsatslederne først opnår en bevidsthed om, at de eksempelvis er kommet for ”tæt på” i en given hændelse, så er det ofte for sent. Og som artiklens analyse viser, så er denne praksis det ikke omkostningsfrist i forhold til den operative opgaveløsning. Artikel III. Uncertainty in the midst of action Artiklen analyserer 3 forskellige operative hændelser med henblik på at undersøge de forstyrrelser, der opstår i håndteringen af den operative indsats. Artiklens analyser viser, at indsatslederne benytter de strategier, som Lipschitz & Strauss refererer til, men artiklens empiriske fund viser endvidere, at indsatslederen benytter en langt højere grad af undertrykkelse (suppression) og forestillingsevne (forestilling), end forventet. Når disse risikobetonede forstyrrelser bliver udforsket og analyseret i de dialogiske sessioner, så viser det sig, at indsatslederne og holdlederne begrunder deres valg af strategi med velkendt (well-knowingness). Med velkendthed menes der, at indsatslederne og holdlederne oplever, at de er i stand til ud fra deres forventninger til deres kolleger, at forestille sig, hvad kollegerne tænker, og forventer. Konsekvenserne af denne well-knowingness er, at indsatslederne og holdlederne tildeler risikobetonede forstyrrelser minimal opmærksomhed og sproglighed. Artiklen udfordrer de teoretiske begreber og empiriske fund knyttet til brugen af heuristikker jf Lipschitz & Strauss ”RAWFS”-model (1997). Artiklen viser derved, at anvendelsen af heuristikker ikke blot er kognitive, men i lige så høj grad sociokulturelt konstrueret. Artikel IV. Relationel ledelse under handletvang Artiklens formål er at analysere forholdet mellem på den ene side den ledelsesidentitet, som indsatslederne bliver tillært på den obligatoriske indsatslederuddannelsen, og på den anden side den ledelsesidentitet, som bliver udfoldet, og udfordret i hverdagens operative indsatser. Artiklen viser, at der er et markant gab gennem den ledelsesidentitet, som bliver tillært på indsatslederuddannelsen, og den indsatsledelsespraksis, der bliver udfoldet i hverdagen. Dette gab bliver i artiklen ikke adresseret som værende et særligt beredskabsfagligt problem, men diskuteres ind i forståelse af ledelse som profession. Artikel V. The scope of the action-camera as a learning technology I forbindelse med implementeringen og brugen af hjelmkameraet på faktiske operative indsatser i Danmark og Norge, udfordrer artiklen forståelsen af teknologi som et passivt redskab. I stedet konceptualiserer artiklen hjelmkameraet som en teknologi, der aktivt er i stand til at mediere brugerens opmærksomhed og bevidsthed. Artiklen diskuterer på baggrund af de forbindelser, hvor hjelmkameraets mediering træder frem, de produktive såvel som uproduktive aspekter af at arbejde med hjelmkameraet i relation til læring. Hjelmkameraet tilbyder individet at genopleve det situerede, og rette sin opmærksomhed på ny. Disse situerede begivenheder kan udløse en ramthed, der kan initiere læring, der netop anerkender læring som andet blot kognition, men som netop er flettet sammen med emotioner og fysiologi. Artiklen konkluderer, at hjelmkameraet må opfattes som et problematisk læringsredskab. Vi kan gennem kameraet udelukkende se adfærden i de operative indsatser, men hvilke forstyrrelser, som opstod, og hvordan disse forstyrrelser blev tildelt opmærksomhed, kan vi kun gisne om. Det er derfor nødvendigt at inkludere dem, der faktisk stod i situationen, og konceptualiserer hjelmkameraet som en dialogisk teknologi. Artikel VI. Hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi Artikel sætter fokus på, hvordan opmærksomhed medieres i samspillet mellem teknologi og praksis. I artiklen analyseres optagelserne fra en operativ hændelse i en dialogisk session mellem indsatsleder og forsker. Analysen viser, at indsatslederen har svært ved fylde rollen som privilegeret meningsskaber. Artiklens analyse viser, at hjelmkameraet gennem de dialogiske sessioner er med til at mediere indsatslederens opmærksomhed mod de forstyrrelser, som optræder under indsatsen. Artiklen viser, at de forstyrrelser, der opstår i operative indsatser, er knyttet til, at indsatslederen ikke er i stand til sammen med holdlederne at tildele fælles opmærksomhed knyttet til brandspredning, vandforsyning og vindforhold under indsatsen. Holdlederne er så travlt optagede af at håndtere branden, at de ikke giver indsatslederen mulighed for at træde i funktion. I den konkrete indsats betyder det, at indsatslederen ender med at agere isoleret, og derved ikke kommer til at understøtte den samlede indsats. Afhandlingens konklusioner Afhandlingen viser, at man, ved at opfatte hjelmkameraet som en dialogisk teknologi, kan forløse det potentiale, som hjelmkameraet som opmærksomhedsunderstøttende teknologi indeholder. På baggrund af udkondensering af analytiske diskrepanser, er det muligt for indsatslederne og holdlederne at genopleve udfoldelsen af deres egen funktion på skadestedet. Ved at udforske, analysere og diskutere hjelmkameraoptagelsen i dialogiske sessioner, har det været muligt for indsatslederne og holdlederne at genopleve udfoldelsen af deres egen funktion på skadestedet. En sådan udforskning rækker ud over det rent kognitive, men væver kognition, emotioner og krop sammen. De dialogiske sessioner giver derfor ikke kun indsatslederne, holdlederen og forskeren mulighed for at udforske den mening, der relationelt bliver forhandlet mellem individerne, men kobler de relationelt skabte meningsforhandlinger sammen med de meningsskabelsprocesser, som indsatslederen konstruerer. Afhandlingen viser i forlængelse heraf, at indsatslederne og holdlederne selv konstruerer de forstyrrelser, der udfordrer dem i kampens hede. Grunden til, at nogle af disse forstyrrelser ender med at udgøre et egentlig problem, skyldes en manglende opmærksomhed og sproglighed, som disse forstyrrelser bliver tildelt. Feltstudierne viser endvidere, at man i hverdagen ikke træner denne sprogliggørelse, men til stadighed har en forventning om at være i stand til at gøre det, når det gælder større hændelser, der fordrer en højere grad af kompleksitet, herunder aktiverer den tværfaglige indsatsledelse. Begrundelsen for ikke at tildele sprogliggørelse større opmærksomhed er endvidere kulturelt betinget. De kulturelle betingelser udfordrer ligeledes indsatslederens og holdlederens meningskonstruktioner og betingelser for at indgå i meningsforhandlinger, eftersom individerne bliver ramt ”dobbelt”, når der opstår en forstyrrelse jf. artikel VI. Det skyldes den tophierarkiske organisering, og ledernes opfattelse af selv at skulle føre an og være kropsligt og følelsesmæssigt ovenpå. Når indsatslederne eller holdlederne oplever ikke at være i stand til at opfylde egne forventninger, så vendes disse frustrationer ind mod deres egen funktion. Som artiklerne viser, så bliver indsatslederne og holdlederne så fokuseret på at udfylde deres funktion, at de ender med at blive reaktive. Feltstudierne viser i forlængelse heraf, at indsatslederne og holdlederne har svært ved at genvinde momentum, når de er endt i disse ramthedssituationer. De manglende muligheder for at genvinde momentum er afgørende for beredskabsorganisering på skadestedet, og fordrer, at professionen bliver nødt til at adressere opmærksomhed og ressourcer på at træne håndtering af sådanne situationer. Afhandlingen viser, at der et behov for at træne holdlederne og indsatslederne i deres funktioner. På tværs af Norge og Danmark er billedet det samme. Man træner primært funktionerne, når man virker i funktionen i en operativ sammenhæng. Der er derfor et behov for at træne ud over de større øvelser, som man afholder nogle gange om året. Det kan eventuelt trænes gennem simulationsøvelser, eller gennem dialogiske sessioner, hvor man fastholder et fokus mod at udforske, analysere og diskutere hjelmkameraoptagelser. Den beredskabsfaglige forskning knyttet til naturalistic-decision-making forudsætter, at tvivl og forstyrrelser er noget, som individet selv kan håndtere. I praksis ser det dog ud til at være langt mere kompliceret og sociokulturelt betinget. Begrænsningerne ved hjelmkameraet er, at det potentielt understøtter nogle kulturelle træk i den beredskabsfaglige profession, som ikke virker fordrende for individuelle såvel som kollektive læreprocesser. Medlemmer af de enkelte organisationer omtaler selv dette som en nulfejlskultur. Hjelmkameraet er, som vist i artikel V., i stand til at eksponere individet. Derudover udfordrer hjelmkameraet skellet mellem det personlige, private og det offentlige, og indskriver en sandhedsdiskurs. Denne sandhedsdiskurs, forstået som, at hjelmkameraet viser ”hvad der virkelig skete”, har potentialet til at borterodere grundlaget for de individuelle og kollektive læreprocesser ved at betone ”skyld og fejl”. Afhandlingen viser, at hjelmkameraet er i stand til at danne grundlag for ambitionen om at initiere individuelle og kollektive læreprocesser, men det kræver grundlæggende en organisatorisk sikkerhed og et trygt dialogisk rum. Ved at forstå hjelmkameraet som en dialogisk teknologi, viser afhandlingen, at det er muligt at studere de sammenvævede og til dels mudrede meningskonstruktioner og meningsforhandlinger i hverdagens operative indsatser. Afhandlingen tilbyder derved en alternativ tilgang til de dele af den beredskabsfaglige forskning, der tager afsæt i et kendt resultat med et retrospektivt sigte, til i stedet at fokusere på at erkende forstyrrelser i meningsskabelsesprocesserne i håndtering af hverdagens operative indsatser – mens de skabes!