På Jagt efter det demokratiske: En pragmatisk kulturanalyse af muligheder og begrænsninger for børns demokratiske erfaringer i daginstitutionen

Resumé Denne afhandling handler om muligheder og begrænsninger for børns demokratiske erfaringer i danske daginstitutioner. Problemstillingen udspringer af de senere års politiske og pædagogiske fokus på kvalitet i daginstitutioner og politiske ambitioner om at investere i fremtiden gennem tidlig indsats, fokus på skoleparathed og sprogindlæring i daginstitutionen(OECD 2011, 2017) og dermed spørgsmålet om daginstitutionernes formål. Afhandlingen bidrager med viden, der knytter sig til et andet formål med daginstitutionen; nemlig dens betydning for børns demokratiske erfaringer. Phd projektet undersøger hvordan demokratiske erfaringer kan forstås og give mening i forhold til mindre børn i danske daginstitutioner på tværs af kulturelle og historisk indlejrede forståelser af ’det demokratiske’ og potentielle erfaremuligheder for alle børn. Ambitionen er at inspirere til en diskussion om hvori demokratiske erfaringer kan bestå for mindre børn, som alternativ til en forestilling om, at demokrati er noget vi allerede har, og som er fuldt integreret i det danske samfund og i særdeleshed i daginstitutionens virke og den ’skandinaviske pædagogiske tradition’. Nyere nordiske studier af børns deltagelse og demokratiske erfaringer i daginstitutioner viser, at demokrati ofte forstås og praktiseres som et individuelt forhold, hvor fokus er på at “høre” det individuelle barns interesser og behov, samtidig med at mulighederne for at blive engageret i kollektive demokratiske processer er sjældne. (Pettersvold 2015), (Westlund 2011), (Sandberg & Eriksson 2010). Derudover viser en række etnografiske studier af hverdagsliv i daginstitutioner, at der er forskel på forskellige børns muligheder for adgang til deltagelse i fællesskaber(Bundgaard & Gulløv 2006),(Palludan 2005). Afhandlingen indskriver sig i barndomsforskningsfeltet ved sit udgangspunkt i erfaremuligheder i børns hverdagsliv og opfattelsen af barndom som meningsfuld i sig selv, men udfordrer samtidig forståelsen af børns perspektiver som det centrale udgangspunkt for demokratiske erfaringer. Afhandlingen bidrager desuden med viden om, hvordan kulturelle opfattelser af ’gode børn’, barndom, pædagogik og ’det demokratiske’ får betydning for forskellige børns muligheder for at gøre sig demokratiske erfaringer. Undersøgelsen forbinder således viden om normative forståelser og positionering og disses betydning for in- og eksklusion af forskellige børn, med viden om demokratiske erfaringer og erfaremuligheder for alle. PhD projektet undersøger følgende problemformulering: Hvilke muligheder og begrænsninger, er der for, at børn kan gøre sig demokratiske erfaringer i daginstitutionen? Med følgende forskningsspørgsmål: *Hvilke kulturelle forbindelser skal håndteres for at blive et accepteret medlem af daginstitutionskulturen? *Hvilke forståelser af ’det ideelle’ barn og ’den gode’ barndom kan identificeres, og hvad betyder det for forskellige børns muligheder for demokratiske erfaringer? *Hvilke forståelser af det demokratiske og hvilke potentialer for demokratiske erfaringer kan identificeres i daginstitutionskonteksten? Afhandlingen har et pragmatisk udgangspunkt der placerer erfaringer i en kulturel kontekst, hvor dømmekraft, engagement, problemløsning, kommunikation, konflikter, forhandlinger om fælles mål, i bevægelsen mellem individuelle ønsker og det ønskværdige for fællesskabet(Biesta 2018) bliver specifikt i en bestemt kulturel tolkningsramme(Hasse 2011). Det giver mulighed for på én gang at undersøge kulturens normative forbindelser i feltet og samtidig udforske potentielle mulighedsrum for demokratiske erfaringer. Teoretisk tager projekt afsæt i John Deweys pragmatiske uddannelsesfilosofi og særligt hans erfaringsbegreb og visioner for demokrati og pædagogik, samt Gert Biestas teorier om subjektivering og verdensorientering af pædagogikken(Dewey 1916, 1925, 1929)(Biesta 2013,2018). Demokratiske erfaringer forstås således som erfaringer med at være et subjekt sammen med andre og gøre sig erfaringer med transformationen mellem individuelle behov og kollektive ønsker. Demokratiske erfaringer i denne forståelse handler altså ikke kun om at blive hørt eller om at ytre sig, men om at gøre sig erfaringer med spørgsmålet om, hvordan vi vil have det med hinanden/hvordan vi kan skabe fælles mål og leve sammen, på tværs af forskellige individuelle interesser og behov i de konkrete fællesskaber man som individ befinder sig i. Det kan være konstruktivt og problemløsende, besværligt og bøvlet, eller decideret forstyrrende og konfliktfuldt. Phd projektets empiriske arbejde består af en kombination af aktionsforskningsinspirerede metoder (Husted & Tofteng 2012)(Persson 2009) og etnografisk feltarbejde i børns institutionshverdagsliv (Tobin 2009),(Hasse 2011), (Emerson et al 2011) i to daginstitutioner i to forskellige kommuner i Københavnsområdet. Metoderne kombineres ved at anvende feltnoter og videooptagelser som data i sig selv og som afsæt for fælles udforskning og refleksioner med personalet i værkstedsforløb(Hayashi & Tobin 2015), (Tobin et al 2009), (Hasse 2011). Afhandlingen konkluderer at de kulturelle forbindelser i institutionslivet knytter sig til et overordnet ideal om det initierende barn, der bla. udfoldes igennem en særlig materialitet og organisering og at dette får betydning for hvordan forskellige børn ses og opfattes, og deres muligheder for at befinde sig i situationer, hvor de kan erfare at bidrage til fællesskabet på baggrund af tidligere erfaringer og bøvle med spørgsmålet om hvordan vi vil have det med hinanden. Det vises desuden hvordan idealet om det initierende barn er tæt forbundet med pædagogernes opfattelser af hvori ’det demokratiske’ består, idet det forbindes med verbale ytringer og initiativer, at træffe valg og sætte spor. Det konkluderes hvordan stærke politiske og pædagogiske dagsordener bidrager til at nogen børn betragtes som mangelfulde og som nogen, der mangler grundforudsætningerne for ’det demokratiske’, og at særligt dansk sproglige kompetencer fremhæves som forudsætning, både for det ’demokratiske’, såvel som for deltagelse i leg og forberedelse til skolen . Samtidig konkluderes det også, at der er situationer i hverdagslivet, hvor børn, der ellers vurderes som mangelfulde eller ikke-initierende af de professionelle, ser ud til at gøre sig erfaringer med at forhandle fælles mål, løse problemer gennem rekonstruktion af tidligere erfaringer og inviteres til at bøvle mellem egne interesser og det ønskværdige for fællesskabet, bla. i kropsligt orienterede situationer samt i kombination mellem ritualiserede aktiviteter og børne initierede tidsrum. Disse situationer ser samtidig ud til at være upåagtede for de professionelle, der tilsyneladende har en stor del af deres opmærksomhed samlet omkring politiske dagsordener for daginstitutionsfeltet knyttet til sprog, social og kulturel udsathed, samt skoleparathed.