Resonans som kompas i velfærdsprofessionerne

Artiklen undersøger på hvilke måder resonansteorien, som den fremføres af sociolog Hartmut Rosa (2013, 2014, 2020, 2021), kan svare på, hvordan vi holder på de velfærdsprofessionelle i den nuværende krise. Da der er tale om værdirationelle og handlingsorienterede professioner, argumenterer forfatterne for, at der er behov for konkrete og handlingsorienterede løsnings-forslag. Artiklen udforsker, om resonansteorien, i kobling med andre teorier, har potentiale til netop at fungere konkret og handlingsanvisende. Dette gøres ved at kombinere Rosas ide om, at resonans kan tjene som ”et kompas” (Rosa, 2021, s. 522) med pædagog Paulo Freires (1970) teori om bevidstgørelse, kritisk refl eksion og handling gennem dialog og etikken hos fi losof Em-manuel Lévinas (2020). Med dette afsæt kan de velfærdsprofessionelle gribe muligheden for at påvirke kvaliteten af deres arbejdsliv gennem en nyorientering mod resonans. Dette bør gøres med fokus på forbedring af vilkårene for de mennesker, velfærdsarbejdet skal være til gavn for. Der tegnes desuden med Rosa et håb for et andet arbejdsliv i fremtiden; et arbejdsliv hvor en kollektiv bevægelse mod resonans leder os væk fra et individualiseret og psykologiseret svar på en strukturelt funderet krise. Pointerne i artiklen er illustreret gennem eksempler fra et nyligt afsluttet internationalt forsknings- og udviklingsprojekt om urban udsathed