Skyggemøder: liminale møder mellem nære fremmede i (social)psykiatrien

I (social)psykiatrien er der ofte meget ventetid. Tid der føles som om den står stille eller kravler afsted langs panelerne. Tid hvor man ryger og puster skyer ud mod himlen. Det kan være alenetid eller tid, hvor man møder andre mennesker med hvem, man for en tid er placeret i samme institutionelle rum. Møder med nogle af de mennesker, liv og historier kan have afgørende betydning for ens videre liv. Det ser vi spor af i skønlitterære værker fra mennesker med levet erfaring, men vi ved meget lidt om det i forskningssammenhæng. I denne artikel introducerer vi begrebet skyggemøder som en måde at forstå relationer mellem patienter og beboere i psykiatriske institutionelle rum.
(Social)psykiatriske institutioner er kendetegnet ved at være steder med bestemte rationaler og måder at gøre praksis på, hvor det er de professionelle der sætter rammerne. Med begrebet skyggemøder sætter vi fokus på de møder og fællesskaber, der opstår udenfor de professionelles interventioner. Møder som ikke er struktureret eller igangsat af professionelle, men som opstår i skyggerne af de institutionelle rum, og som både rummer potentialer for venskaber, nye måder at opleve sig selv på og ambivalenser og udfordringer. Vi inddrager i artiklen skønlitterære uddrag fra forfattere med brugererfaringer og lader dem åbne andre sprækker ind i vores empiriske materiale fra to forskellige feltarbejder i henholdsvis socialpsykiatrien og hospitalspsykiatrien