Små børns fællesskabelse i en flertydig vuggestuepraksis

Ph.d. afhandlingen handler om hvordan små børns fællesskabelse muliggøres i vuggestuen, hvor inklusionsbestræbelser og tidlig opsporing er et vilkår i det pædagogiske arbejde.
Denne problemstilling udspringer af, at der de sidste 10-15 år i bestræbelsen på at ’kvalitetsløfte’ daginstitutionerne har været fokus på såvel inklusion som opsporing af bekymringsvækkende børneliv (fx Salamanca-erklæringen 1994; dagtilbudsloven 2007) medfølgende en række udviklingsprojekter rettet mod at udvikle en inkluderende pædagogik i daginstitutionerne (Madsen, 2009).
Samtidig har en del forskning omhandlende inklusion i daginstitutioner været rettet mod inklusion som forebyggelse og mod udvikling af indsatser, som kan ’løfte’ daginstitutionens læringsmiljø (Jensen, 2009). Denne forskning har været rettet mod at undersøge børns vanskeligheder i det almene daginstitutionsliv, samtidig med at forebyggelsesbestræbelserne har trukket forskningen i retning af at udpege og udskille det bekymringsvækkende børneliv (tidlig indsats). I forlængelse heraf bliver inklusion knyttet til at opspore børn med særlige forudsætninger, fremfor at arbejde med det almene børneliv som mangfoldigt. Inklusion i daginstitutionerne er således et flertydigt fænomen.
I afhandlingen er jeg optaget af at forstå det, som børn gør med hinanden som fællesskabelse. Jeg har derfor udforsket de aktiviteter, som børnene deltager i, i vuggestuen, og hvordan børnene kæmper med og aktivt bidrager transformerende til det, de deltager i. Børnene deltager i pædagogiske arrangementer i vuggestuen, som er forbundet med forskellige deltagelseskrav, og hvor børns fællesskabelse muliggøres og vanskeliggøres forskelligt.
Deltagelseskravene er knyttet til ideologiske udviklingsdualismer samt historiske og samfundsmæssige krav til de professionelle om at inkludere såvel som opspore de børn, hvis deltagelse bekymrer.