Trivsel i daginstitutionens hverdagsliv - et kollektivt, kropsligt og konfliktuelt anliggende

Historisk konstrueres børn og voksne som to selvstændige felter, og indenfor trivselsforskningen kan der spores en intergenerationel adskillelse mellem barn og voksen, hvilket indebærer at børns trivsel knytte til børnelivet og det pædagogiske arbejde med børnene mens og personalets trivsel undersøges i regi af arbejdslivet. Derudover undersøges trivsel, med afsæt i en subjektiv og psykologisk trivselstilgang, som et individuelt forhold, som en tilstand, der kan undersøges og måles via indikatorer. Adskillelsen og individualisering af trivsel er problematisk i en daginstitutions sammenhæng. Trivsel er ikke noget der ER, hos barnet eller pædagogen, men noget der etableres, gøre muligt eller ikke muligt under nogle sociale og strukturelle betingelser. Med et sådant blik får man øje på hverdagslivet, arbejdslivet og børnelivet. På hvad børn og det pædagogiske personale gør/ikke gør, hvilke deltagelsesmuligheder de gives og tager, hvorledes de skaber mening, samt hvad der stiller sig i vejen og åbner for trivsel. Jeg argumenterer for, at der er en sammenhæng mellem børnelivet og arbejdslivet i daginstitutionen, og at trivsel derfor må forstås i relation til denne sammenhæng. Det indebærer formulering af et trivselsbegreb, der omfatter et blik for det kollektive, kropslige og konfliktuelle liv i daginstitutionen, som børn og personale udformer, deler og udfordrer.