Udsathed som dilemma i ungdomsklubbens praksis

Ungdomsklubber er i færd med at genfinde deres ståsted i en tid, hvor skolereformen på den ene side og digitalisering samt individualisering på den anden side presser ungdomsklubbens indholdsmæssige rammer og strukturer. Det gælder i høj grad også for de ungdomsklubber der ligger i socialt udsatte boligområder. ”Ungdomsklubben Syd” er en af dem. Med udgangspunkt i en empirisk undersøgelse af denne ungdomsklub, påpeges det, at det pædagogiske arbejde i udsatte boligområder er primært optaget af kriminalitetsforebyggelse og opdragelse af de unge. Dette står i modsætning til ungdomsklubbens selvforståelse, hvor fællesskabsdannelse og unges medindflydelse udgør kardinalpunktet. Det afføder en risiko for reproduktion af udsatte grupper, som en sær-lig gruppe med særlige vanskeligheder.