Abstract
Unge og uddannelse hænger i dag sammen. Sat på spidsen er de to ord nærmest synonymer for hinanden: Man er ung, når man er under uddannelse, og man er under uddannelse, når man er ung. Ungdom og uddannelse er således blevet en livsfase, alle forventes at gå nogenlunde lige og problemløst igennem med henblik på senere vellykket udtræden på arbejdsmarkedet.
Imidlertid er det ikke alle lige forundt at gå glat igennem denne ‘normalbiografi’. På trods af velfærdsstatens lighedspolitik og efterfølgende konkurrencestatens vækstpolitik og ræsonnementer om, at det kan ‘betale sig’ at få uddannet hele arbejdsstyrken, konkretiseret ved bl.a. globaliseringsstrategier, 95 pct. målsætninger, aktiveringspolitik og brug af evidensbaserede metoder, er der stadig ca. 20 pct. af en ungdomsårgang, som ikke opnår en kompetencegivende uddannelse, og som i forlængelse heraf har en svag eller usikker tilknytning til arbejdsmarkedet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2013).En såkaldt restgruppe, man har kendt til siden 1970’erne, og som ikke synes at kunne inkluderes, uanset hvad der forsøges.
Tidligere tænkte og talte man forholdsvist simpelt om denne gruppe. Man regnede med den som den gruppe af individer, der ikke var plads til på arbejdsmarkedet, og man indkalkulerede den følgelig som en del af bistandspolitikken. Samtidig tænkte og talte man forholdsvis simpelt – eller nogen vil måske sige klart – om skolens medvirken til at skabe denne restgruppe. Dvs. skolens sorterende funktion.
I dag er problemstillingen mere kompleks. Spørgsmålet er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan produceres restgruppen, og hvem knyttes til denne? Sådanne spørgsmål lader sig ikke entydigt besvare. Sortering og eksklusion af noget/nogen finder sted i skolen på mange, ofte ubemærkede og subtile måder.
Imidlertid er det ikke alle lige forundt at gå glat igennem denne ‘normalbiografi’. På trods af velfærdsstatens lighedspolitik og efterfølgende konkurrencestatens vækstpolitik og ræsonnementer om, at det kan ‘betale sig’ at få uddannet hele arbejdsstyrken, konkretiseret ved bl.a. globaliseringsstrategier, 95 pct. målsætninger, aktiveringspolitik og brug af evidensbaserede metoder, er der stadig ca. 20 pct. af en ungdomsårgang, som ikke opnår en kompetencegivende uddannelse, og som i forlængelse heraf har en svag eller usikker tilknytning til arbejdsmarkedet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2013).En såkaldt restgruppe, man har kendt til siden 1970’erne, og som ikke synes at kunne inkluderes, uanset hvad der forsøges.
Tidligere tænkte og talte man forholdsvist simpelt om denne gruppe. Man regnede med den som den gruppe af individer, der ikke var plads til på arbejdsmarkedet, og man indkalkulerede den følgelig som en del af bistandspolitikken. Samtidig tænkte og talte man forholdsvis simpelt – eller nogen vil måske sige klart – om skolens medvirken til at skabe denne restgruppe. Dvs. skolens sorterende funktion.
I dag er problemstillingen mere kompleks. Spørgsmålet er, hvordan og hvorledes samtidens sortering tager sig ud? Hvordan produceres restgruppen, og hvem knyttes til denne? Sådanne spørgsmål lader sig ikke entydigt besvare. Sortering og eksklusion af noget/nogen finder sted i skolen på mange, ofte ubemærkede og subtile måder.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Dansk Pædagogisk Tidsskrift |
Udgave nummer | 2 |
ISSN | 0904-2393 |
Status | Udgivet - maj 2018 |
Emneord
- Børn og unge
- Skoler, fag og institutioner