Vidensnotat (1) om undervisningsdifferentiering: – et litteraturstudium om undervisningsdifferentiering på videregående uddannelser.

Formålet med dette litteraturstudie er at bidrage til afdækning af den eksisterende, forskningsbaserede viden om undervisningsdifferentiering på videregående uddannelser.
Teoretisk bygger den identificerede litteratur på en forståelse af undervisningsdifferentiering som en studentercentreret tilgang i modsætning til en undervisercentreret tilgang og er især inspireret af Vygotsky’s idé om zonen for den nærmeste udvikling og konstruktivistiske idéer om læring som social handling.
I litteraturstudiet har vi undersøgt, hvilke muligheder og udfordringer der er for at håndtere forskellige læringsforudsætninger via undervisningsdifferentiering på videregående uddannelser. Analysen af de inkluderede studiers empiriske resultater viser, at der er tydelige positive sammenhænge mellem undervisningsdifferentiering og de studerendes akademiske læringsudbytte, engagement og oplevede tilfredshed med undervisningen. Nogle af studierne viser mere specifikt, at undervisningsdifferentiering kan have en positiv indflydelse på de studerendes testresultater, kursuskarakterer eller eksamensresultater.
Studerende oplever det især som positivt for deres læring og engagement, når de som en del af den differentierede tilgang får mulighed for selv at vælge mellem forskelligt materiale og måder at arbejde med stoffet på. Undervisere, der har deltaget i studierne, vurderer generelt at undervisningsdifferentiering har mange fordele og er et relevant svar på udfordringerne ved at de studerende i stigende grad har forskellige læringsforudsætninger.
Hvad angår udfordringer viser en række studier, at undervisere oplever at undervisningsdifferentiering kræver flere ressourcer og mere tid end traditionel undervisning. Nogle studier peger på, at store klasser og begrænset tid sammen med de studerende bliver oplevet som en hindring for at kunne praktisere undervisningsdifferentiering. Det samme gør manglende viden og kompetenceudvikling for undervisere.
I litteraturstudiet har vi desuden undersøgt, på hvilke måder og med hvilke midler man kan undervisningsdifferentiere på videregående uddannelser. De fleste studier bygger på en model med tilhørende begreber udviklet i et amerikansk forskningsmiljø med Carol Ann Tomlinson som central forsker. Undervisere kan ifølge denne model differentiere det indhold, de studerende skal arbejde med, den proces, der skal skabe læring og de produkter, de studerende skal demonstrere deres læring med. En række konkrete metoder til dette er velbeskrevet i litteraturen. Ikke mindst eksemplerne fra collegeniveau, der kan sammenlignes med danske professionsbacheloruddannelser, kan inspirere. Det anbefales at undervisere begynder at arbejde med undervisningsdifferentiering et skridt ad gangen fremfor at differentiere på alle parametre eller på store, komplekse forløb.
Der er i de inkluderede artikler bred enighed om at de studerendes parathed, i form af faglige læringsforudsætninger samt de studerendes interesser bør afdækkes og danne udgangspunkt for undervisningsdifferentieringen. Derimod peger artiklerne i forskellige retninger når det drejer sig om, hvilken betydning de studerendes læringspræferencer skal tillægges.
Underviseres kompetencer og mulighed for kollegial og ledelsesmæssig støtte er væsentlige forudsætninger for at undervisningsdifferentiering kan realiseres. Kompetenceudvikling, fælles fora til deling af inspiration og erfaringer samt ledelsesforankret støtte skal derfor tænkes ind fra start. Studierne viser desuden, at undervisningsdifferentiering i mange tilfælde vil kræve en ændring af mere traditionelle vaner og forestillinger hos både ledere og undervisere om, hvordan læring finder sted – fra en undervisercentreret tilgang til en studentercentreret tilgang.
Derudover peger litteraturen på behov for at der bliver afsat ressourcer til planlægning af differentierede undervisningsforløb, der kræver tid. Nogle studier antager at dette merforbrug er kontinuerligt. Andre at det vil være en engangsinvestering, fordi differentierede undervisningsforløb kan gentages.
Litteraturen fremhæver at ledelsesniveauet på en uddannelsesinstitution aktivt skal involvere sig i implementering af undervisningsdifferentiering. Ledelse og organisation skal således sikre kompetenceudvikling og skabe de organisatoriske og ressourcemæssige rammer for at undervisningsdifferentiering kan lykkes. Desuden er der brug for at underviserne får en vis grad af fleksibilitet, idet for stramme rammer i lektionsplaner mv. kan forhindre afprøvning af undervisningsdifferentiering.