I Danmark estimeres det, at der i en ud af fem familier fødes børn, hvor forældrenes kapacitet og evne til at skabe trygge rammer for deres trivsel og udvikling, er utilstrækkelig. En tryg og tillidsbaseret opvækst er afgørende for et barns trivsel og udvikling på kort og langt sigt.
Usynlig Sårbar projektet rettede sig mod gravide indplaceret i svangreomsorgens niveau 1 og 2, hvor de forebyggende helbredsundersøgelser primært varetages af jordemødre. I spørgeskemaet blev spørgeskemaet ’Adverse childhood experience survey’ (ACE) undersøgt.
Formålet med Usynligt Sårbar-projektet var at afprøve gennemførbarheden af ACE-spørgeskemaet i danske jordemoderkonsultationer, herunder afdække skemaets acceptérbarhed og relevans blandt jordemødre og gravide. Projektet havde som overordnet mål at sikre systematisk og ensartet opsporing af gravide, der har haft traumatiske oplevelser i barndommen, for herigennem at forebygge at uhensigtsmæssige tilknytningsmønstre videreføres til næste generation.
Projektet omfattede (1) validering af ACE spørgeskema til danske jordemoderkonsultationer, (2) et gennemførbarhedsstudie af de aktiviteter, der knytter sig an til ACE spørgeskema.
Usynlig sårbar blev udført i samarbejde med Roskilde, Holbæk og Slagelse fødeafdelinger i Region Sjælland. Det blev støttet med fondsmidler fra Liljeborgfonden, samt medfinansiering fra de deltagende 3 fødeafdelinger.
Metodisk trak projektet på et mixed-methods design, hvor der indgik dialog møder med jordemødre, fokusgruppeinterviews med jordemødre, observationer af jordemoderkonsultationer og uformelle samtaler med jordemødre, samt spørgeskemaer for gravide og dybdegående interviews med gravide.
Usynlig Sårbar-projektet indgik desuden som søsterprojekt til projektet Det første skridt udgående fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. Dette projekt havde til formål at undersøge en kombination af Edinburgh Postnatal Depression Scale og Antenatal Risk Questionnaire i praksis. Ved at dele dataindsamlingsredskaber bidrog samarbejdet med at afdække forekomsten af traumatiske opvækstvilkår og symptomer på depression i blandt en større gruppe af gravide indplaceret i svangreomsorgens niveau 1 og 2.
Kvalitative data viste, at ACE spørgeskemaet blev opfattet som acceptérbart og relevant blandt såvel gravide som jordemødre. Spørgeskemaer fra Usynlig Sårbar og Det Første Skridt viste betydelige mørketal for både ift. traumatiske opvæktsvilkår og symptomer på depression blandt gravide, som inden deres opstart i svangreomsorgen var vurderet til at være i lav risiko for psykosocial sårbarhed.