Barndommens blokke: Børneliv i stigmatiserede boligområder

Afhandlingen undersøger, hvordan 4-11-årige børn og deres forældre bosat i i territorielt stigmatiserede almene boligområder skaber tilknytning til og distancering fra lokale steder, fællesskaber og aktører, og hvordan disse hverdagspraksisser former sociale forbindelser og differentieringer i lokalsamfundet. Afhandlingen består af en kappe og tre artikler.

Forskningsprojektet bygger på otte måneder feltarbejde i to almene boligområder, Taastrupgaard og Gadehavegaard beliggende på Københavns vestegn. De to kvarterer har været på den officielle liste over hårde ghettoområder, og er omfattet af politiske indgreb for at integrere kvartererne i omgivelserne og sikre at børnene, der vokser op her, får et bedre kendskab til ”danske normer og værdier”. Alligevel har det været begrænset, hvad vi ved om, hvordan det påvirker børn at vokse op i disse kvarterer, og hvordan børnelivet former naboskab, forældreskab og kvarterets symbolske status.

Gennem deltagerobservationer i af hverdagsliv, fritidsaktiviteter og boligsociale projekter i det offentlige rum, samt deltagerorienterede og stedsensitive interviews med børn, forældre og fagprofessionelle bidrager afhandlingen med en nuanceret beskrivelse af forholdet mellem børn og forældres handlerum og de strukturelle betingelser for at knytte sig til eller lægge distance til steder og sociale fællesskaber i stigmatiserede kvarterer. Afhandlingen viser, at tilknytning til steder kan forstås som en relationel praksis, der er forankret i kvarterenes topografi og samtidig omfatter en ambivalent og gensidig moralsk forpligtelse overfor et socialt fællesskab.

Afhandlingen trækker på barndomsstudiers forståelse af børns handlekraft [agency] og forbinder dem med antropologiske/fænomenologiske teorier om, hvordan betydning opstår i et dialektisk samspil mellem sociale praksisser og steders topografi (forstået som de materielle, historiske, symbolske og politiske aspekter, der konstituerer et sted). Desuden inddrages teorier og viden om territoriel stigmatisering, naboskab og sociale figurationer mellem etablerede grupper og outsidere.

I afhandlingens kappe beskriver jeg, hvordan skiftende bolig- og integrationspolitiske rationaler, arkitektoniske idealer og socioøkonomiske dynamikker siden 1960’erne har formet steder og betingelser for børneliv og nabofællesskaber i de almene boligområder. Analyserne viser, hvordan koncentrationen af socialt udsatte og den territorielle stigmatisering af boligområderne er et resultat af strukturelle processer, statslige styringslogikker og boligpolitiske prioriteringer, der omfatter en racialisering af de sociale problemer og en pædagogisering af det offentlige rum, der former normer for forældreskab og børneliv i det offentlige rum i boligområderne gennem lovgivning og boligsocialt arbejde.

Den første artikel, ”Growing up in the ‘Ghetto’”, beskriver børns forskellige stedstilknytning som et samspil mellem materialitet, arkitektur, sociale processer og symbolsk status. Artiklen viser, hvordan børn dels orienterer sig mod fællesskaber med andre børn, dels orienterer sig mod lokale fællesskaber og deres moralske status. Samtidig viser analysen, hvordan børnelivet i de stigmatiserede kvarterer er viklet ind i og kan katalysere sociale, racialiserede hierarkier og interne skel, men at det også kan bygge bro mellem sociale grupper, styrke naboskab og bidrage til en afstigmatisering af kvartererne.

I den anden artikel, ”Parenting in the Courtyard”, analyserer jeg, hvordan børnelivet i det offentlige rum gør forældreskab til en moralsk praksis, der afspejler forældres sociale status og kvarterets respektabilitet. Artiklen beskriver, hvordan forældreskab forhandles i daglige møder imellem forældre og imellem forældre og børn, og hvordan opdragelsespraksisser, der følger kulturelle forestillinger om intensivt forældreskab, kan styrke forældres social status og tilknytning eller, hvis de bryder med disse dominerende forestillinger, føre til at marginaliseres og distancerer sig fra steder og fællesskaber i kvarteret. Artiklen bidrager med en dybere forståelse af sammenhænge mellem forældreskab, lokalsamfund og territoriel stigmatisering, og viser styrkerne ved en kontekstualiserende forståelse af forældreskab som en moralsk og stedsforankret praksis,

Den tredje artikel, ”Lokale forbindelser i udsatte boligområder”, uddyber det boligsociale arbejdes betydning for børneliv og forældreskab i stigmatiserede boligområder. Artiklen viser, hvordan boligsociale projekter kan styrke forbindelser og tillid mellem børn, forældre, fagprofessionelle og civilsamfund. Gennem en analyse af to forskellige projekter udfolder artiklen, hvordan en stedskabende pædagogik kan skabe betingelser for børns mobilitet og deltagelse i sociale fællesskaber i kvarteret, men forstærker også kulturelt dominerende normer for forældres engagement i deres børns liv og for børns deltagelse i lokale fællesskaber. Desuden kan de boligsociale projekter bryde med fagprofessionelles negative forventninger og, gennem deres fortrolighed med lokalsamfundet, vise, hvordan forældre, civilsamfund og institutioner kan være en ressource for hinanden. Dog er det boligsociale arbejde formet af politiske styringslogikker og kulturelt dominerende forståelser af hvad godt forældreskab og børneliv er, og derfor kan det i praksis være med til at forstærke etablerede sociale hierarkier og symbolske grænser mellem naboer.

Samlet set viser analyserne de komplekse dynamikker, der påvirker børn og forældres tilknytning til stigmatiserede kvarterer. På den ene side er børn og forældre sociale aktører, der kan forme lokale relationer og steders symbolske status gennem hverdagspraksisser, der er viklet ind i kvarterernes arkitektur og materialitet, stigmaets racialiering af sociale relationer, samt det politiske og boligsociale engagement for at pædagogisere steder og forme normer for forældreskab og børneliv i kvartererne. På den anden side omfatter børn og forældres tilknytningspraksisser også en gensidig moralsk forpligtelse, der kan skærpe sociale hierarkier og skel mellem etablerede sociale grupper, der følger disse moralske normer, og marginaliserede outsidere. På baggrund af disse analyser viser afhandlingen, hvordan børns stedskabende praksisser og varierende tilknytning til lokale fællesskaber opstår som konsekvens af deres positioner i lokale hierarkier mellem etablerede og outsidere. Børnelivet kan altså være anledning til lokal forankring og møder, der styrker naboskab og lokal identitet, men det er også en del af de dynamikker, der skaber sociale differentiering og sociale skel i stigmatiserede kvartererne.

Afhandlingen bidrager således med viden om, hvordan variationer i børns tilknytning til steder opstår, og hvordan deres praksisser også er orienteret mod nabofællesskaber, kvarterers sociale respektabilitet og symbolske status. Desuden viser afhandlingen, hvordan en øget opmærksomhed på børns perspektiver kan hjælpe os med at få øje på sociale dynamikker inden for beslægtede forskningsfelter: naboskabsstudier, forældreskabsstudier og studier af urbane marginaliseringsprocesser og territoriel stigmatisering.

Afslutningsvis diskuteres, hvordan afhandlingens analyser er relevante for de fysiske transformationer, der er sat i gang i Taastrupgaard, Gadehavegaard og 13 andre almene boligområder. Tiltagene har til hensigt at bryde med områdernes isolation ved at åbne byrummene fysisk og socialt for de omkringliggende bysamfund. Anbefalingerne fremhæver børnelivets konstruktive potentiale for at skabe sociale forbindelser og sammenhængende lokalsamfund. Det kan styrkes ved at inddrage børn som medskabere, medborgere og sociale aktører, blandt andet gennem boligsociale indsatser der kan imødegå de dynamikker, der skaber sociale differentieringer og hierarkier mellem naboer.