Fremtidens socialpædagogik – fra stiltiende accept til samfundskritik med fornyet faglig mening?

Artiklen bidrager til at slå et slag for en mere samfundsforandrende og ikke-individ-orienteret socialpædagogik med særligt fokus på empowermentbegrebets potentialer i form af bestræbelser på at bidrage til menneskers myndiggørelse og forandring af deres livsbetingelser. Betydningen af dette pædagogiske sigte undersøges på basis af en afsøgning af socialpædagogikkens historiske udvikling som normativ og politisk grundidé samt med inspiration af to centrale pædagogiske og læringsteoretiske grundlæggere; Paulo Freire og Oskar Negt. Med afsæt i disse kritiske samfundsanalyser og forandrende mulighedshorisonter, inddrages illustrative eksempler fra tidligere undersøgelser af socialpædagogisk faglighed mhp. afdækning af hhv. tilstedevær og fravær af pædagogers refleksioner i relation til pædagogers kritiske samfunds- og forandringsperspektiver og overskridende orienteringer. Her viser den generelle samfundstendens sig i form af et individualiseret og organisationsinternt blik sig at være fremherskende med de reducerede socialpædagogiske mulighedsperspektiver, som et sådant kompensatorisk syn på borgerne indebærer. En anden undersøgelse viser dog, at behovet for pædagogiske møder på tværs af arbejdspladsens organisatoriske rammer kan åbne op for betydningen af et bredere samfundssyn, med solidarisk identifikation og fokus på myndiggørelse af empowerment af de pågældende borgere. Hvilket kan bidrage til en fornyet meningsgenerering og forandringsdimension af det socialpædagogiske arbejde samt dets udøvende fagpersoner.