Historieundervisning som erindringsarena: Brug af historie, sprog og religion til etnisk adskillelse og konstruktion af en umulighedsdiskurs i Bosnien-Hercegovina

Krigen og den efterfølgende fred fastsat i Daytonaftalen fra 1995 efterlod Bosnien-Hercegovina dybt opdelt langs etniske linjer. I det etnisk opsplittede samfund, hvor den traumatiske fortid stadig intenst er i live, vokser en ny generation af børn og unge op. Skoleinstitutionen i områder med politiske, etniske og religiøse spændinger – og især i kølvandet på voldelige konflikter – fremhæves ofte som et drivhjul for fred, forsoning og konfliktforebyggelse. Med en analyse af spændingsfeltet mellem uddannelsespolitik og praksis, undersøger dette studie, hvordan erindringer om krigen 1992-1995 konstrueres og videreformidles til nye generationer. Studiet bidrager med viden om erindrings- og identitetspolitiske magtkampe, der udkæmpes på uddannelsesområdet og afdækker, hvordan lærerne og eleverne navigerer i det komplekse felt af forskellige forventninger og krav fra de internationale, etnopolitiske og religiøse aktører. Studiet peger på lokale sandheder og moddiskurser, der udfordrer den udbredte diskurs om umuligheden for et fælles liv på tværs af etnicitet og religion. Forskningstemaet relaterer sig til en af de mest centrale (uddannelses)politiske udfordringer i vor tid, der kommer til udtryk i forholdet mellem skabelsen af fællesskab og anerkendelsen af etnisk kompleksitet. Disse udfordringer optræder i en særlig tilspidset form i efterkrigstidens Bosnien-Hercegovina.