Hvilket socialt arbejde i hvilket virtuelt rum: Diskussioner om nærhed, distance og hastighed i et digitaliseret socialt arbejde med børn og unge

Traditionelt har det sociale arbejde været forbundet med relationsdannelse og en refleksiv nærværende praksis (Schön, 1983), centreret omkring det fysiske møde mellem barn/ung og socialarbejder. Imidlertid er denne måde at forstå det sociale arbejdes fysiske møde udfordret af de digitale bestræbelser, der finder sted i det sociale arbejde. Når man skal ikke længere nødvendigvis skal mødes ansigt-til-ansigt, men i stedet har mulighed for at mødes virtuelt i en online verden, produceres nye måder at udføre socialt arbejde og det stiller forandrede krav til de kompetencer som en professionel skal trække på (eks. Cafcass, UK). Nærværende oplæg tager udgangspunkt i det netop afsluttede forskningsprojekt Den digitalt kompetente socialrådgiver https://ucviden.elsevierpure.com/portal/da/publications/den-digitalt-kompetente-socialraadgiver(092fa7b0-e5f8-48be-a18e-eac1d830ca38).html, hvor det er blevet undersøgt, hvordan og på hvilke måder socialrådgiver arbejder med digitale kommunikationsplatforme i arbejdet sammen med børn og unge. I samklang med anden forskning (eks. Chan 2016, Gillingham & Graham 2017, Ryan & Garrett 2018, Mackrill & Ebsen, 2018) peger projektet på, at det sociale arbejde med børn og unge står midt i en transformationsperiode, hvor digitale aspekter ændrer de måder, hvorpå det sociale arbejde bedrives. Empirisk hviler projektet på interview med socialrådgivere/ledere/digitaliseringsansvarlige i 12 kommuner i DK, børn og unge i kontakt med socialforvaltningen samt etnografiske feltobservationer af digital praksis i en kommune. Med afsæt i teoretiske perspektiver omkring kroppens fænomenologi (Merleau-Ponty, 2009), meningsløs etik og det medmenneskelige ansvar (Levinas, 1995) og en forståelse af det sociale arbejde som relationelt i situerede rum, diskuterer oplægget, hvilke forandringer og udfordringer digitalt socialt arbejde får for mulighederne for at udføre socialt arbejde med indlevelse og brug af de kropslige sanser som lugt, fornemmelser og forståelse af de sociale rum, der konstrueres i det digitale møde. Ligeledes berøres tidslige dimensioner af det sociale arbejde, da onlineverdenen synes at skabe forventning om konstant tilstedeværelse og hurtig respons på henvendelser. Den accelererende teknologiske udvikling følges af en forventning om tempoforøgelse i det sociale arbejde (Rosa 2019; Rosa 2014), hvilket kommer til udtryk ved en forventning om, at socialrådgiverne kan varetage flere sager på den samme afsatte tid. Oplægget afsluttes med en perspektivering af, hvordan den accelererende forandring fører til en sammentrækning af nuet med den konsekvens, at stabile perioder i stadig større grad bliver erstattet af brydninger i det sociale arbejde (Rosa 2014). I det sociale arbejde stilles der derfor stadig større krav om refleksion. Dette er paradoksalt, når ’højhastighedsvældet’, samtidigt risikerer at føre til tilstande, hvor refleksion erstattes af refleks. (Virilio 2010).