Kunsten at gøre det rigtige og høre til i den virkelige verden

Med afsæt i den empiriske analyse af fortællinger om og fra anbragte børn (Lavaud 2018), viser jeg hvordan et normaliserende mål med anbringelserne konstruerer opdelinger i tid og rum og placerer barnet mellem to verdener, på en rejse fra en 'dårlig' eller 'forkert' verden mod et normalt, godt liv. Med fokus på Nicolaj, en 16-årig, der bor i plejefamilie, viser analysen, hvordan børnene kan forhandle deres positioneringer i en dynamik mellem tilhørsforhold og længsel efter at høre til en passende og mindre besværlig position og forsøge at 'gøre tingene rigtigt'.

Forskning viser hvordan anbragte børn og unge forhandler tilhør på forskellige måder, og ofte oplever ikke at høre til i sociale relationer, fysiske rammer, hverdagspraksisser og andre faktorer (Biehal 2014, Bengtsson & Luckow, 2020; Bengtsson & Mølholt, 2018; Emond, 2014). Forskning viser også, hvordan anbragte oplever stigmatisering og føler sig som fremmede, der konfronteres med historier og forventninger til, hvordan man lever en almindelig og 'normal' hverdag (Jansen, 2010; Mølholt, 2017; Rogers, 2017).

Oplægget vil vise, hvordan kategoriseringen som anbragt kan positionere børnene i et limbo, hvor de konstant er på vej til at kunne blive en del af ’den virkelige verden’, men ikke lader til at kunne komme i mål, så længe de er anbragt. Analysen viser, hvordan børnenes tilhør og længsel efter at høre til således også sammenvæves med normative og problematiserende narrativer om ”at være anbragt”.