Mobning og interventioner: positioneringsteoretiske analyser af gruppesamtaler med børn

Afhandlingen ”Mobning og interventioner – positioneringsteoretiske analyser af gruppesamtaler med børn” er baseret på en empirisk undersøgelse af udvalgte interventionssamtaler, der har til hensigt at skulle reducere eller stoppe mobning. Ambitionen i afhandlingen har været at skabe indsigt i de magtkampe og forhandlinger, der udspiller sig under interventionssamtalerne, og at skabe indblik i, hvordan disse forhandlinger interagerer med aktuelle in- og eksklusionsprocesser, der findes i de respektive klasser. Dvs. at undersøge hvorvidt og hvordan gruppesamtaler egentlig virker med eller mod hensigten.
Empirien, undersøgelsen er baseret på, er lydoptagelser af interventionssamtaler, observationer i klasserne og interviews med børnene, der deltager i samtalerne. Afhandlingens teoretiske afsæt er både teori om mobning og positioneringsteori. Teorien om mobning bruges til at lave bestemmelser af aktuelle og potentielle mobbemønstre i de udvalgte klasser, med brug af begreber som sociale og moralske ordener, værdigheds- og foragtproduktion, mobbebærende entydighedshistorier og social eksklusionsangst. Positioneringsteori anvendes som den prisme, interventionssamtalerne analyseres igennem. Med brug af positioneringsteori fremanalyseres både forhandlinger af betydning og vigtige positioneringsforhandlinger, der udspiller sig.
I analyserne rettes der særligt fokus på to cases. Den ene af disse er Pigemøder i en 5. klasse, og den anden er Anerkendende samtaler i en 3. klasse. Analyserne skaber indsigt i, hvordan interventionssamtalerne approprieres til fortsættelse af mikropolitiske forhandlinger, men det på måder, der tilpasses de dominerende principper, der rammesætter de respektive interventionssamtaler. Der peges bl.a. på, hvordan pigemødet, der er domineret af et princip om ”the talking cure”, fordrer og legitimerer en bestemt vinkling af fortællinger, der, trods det at de i afhandlingen vurderes som foragtproducerende, vinder frem og bliver dominerende på mødet. Analysen af den anerkendende samtale, der er inspireret af Appreciative inquiry, retter fokus mod en runde, hvor børnene skal give hinanden ros og kritik (hvoraf det sidste italesættes som ”gaver”). Her vises det bl.a. hvordan positivt formulerede talehandlinger, sagtens kan rumme devaluerende positioneringer.
Afhandlingen konkluderer overordnet, at samtalerne frem for at reducere aktuelle mobbemønstre, potentielt styrker dem. En vigtig indsigt fra afhandlingen er derfor, at interventionssamtaler rummer den mulighed, at de kan virke som en paradoksal kraft, der mod intentionen forværrer i stedet for at forbedre forholdende for de involverede børn. Et forhold, der kalder på grundige overvejelser i det fortsatte arbejde med interventioner mod mobning.