Pædagoger i skolen – videnspolitik, organisatoriske (u)mulighedsbetingelser og kontraformens faglighed

På tværs af indsigter fra et forskningsprojekt om pædagoger i skolen (2017-2022), vil oplægget sandsynliggøre, at pædagogers arbejde i skolen er farvet af videnspolitiske udspændtheder, organisatoriske (u)mulighedsbetingelser og nye former for faglighed, der samlet set gør det vanskeligt at blive genkendt af andre, og se sig selv, som en relevant og kompetent pædagog i skolen.
På baggrund af en række videnspolitiske og empiriske analyser af pædagogers arbejde i skolen, vil jeg med abstractet pege fremad og skitser ideer til hvordan pædagogers arbejde i skolen kan justeres, defineres og i højere grad kollektiviseres, så det at være pædagog i skolen bliver mindre udspændt, fragmenteret og individualiseret.

Oplægget vil basere sig på analyser på tværs af fire publikationer, hvis abstracts, jeg her fremhæver:

Kontraformens faglighed – Pædagogers faglighed i skolen efter fusioner mellem skoler og fritidstilbud

Folkeskolereformen (2014) og en national overgang til skole-fritidsorganiseringer, har knyttet fritidstilbud og skolers arbejde tættere sammen. Og pædagogerne, der tidligere arbejdede i fritidsinstitutionerne, arbejder nu også i skolen. I artiklen undersøges det, gennem feltarbejde fra fire folkeskoler, hvordan pædagogers faglighed bliver til i skolen i ’synkretiske’ praksisser, - hvor elementer, der i udgangspunktet forstås som ikke-kohærente, samles og gøres sammenhængende. Analysen peger på, at pædagogers arbejde i skolens synkretiske praksisser kendetegnes ved dynamikker som imitation og parallelarbejde, der er forskellige udtryk for hvordan pædagogers faglighed i skolen udfolder sig som ’kontraformens faglighed’. Kontraformens faglighed udfoldes i artiklen som en metafor for den faglighed, der opstår som upåagtet effekt af fusionen, når pædagogerne tager fat dér, hvor de vurderer at skolen skaber plads, eller støtter dér, hvor skolen synes at slippe. At forstå pædagogers faglighed i skolen gennem ’kontraformens faglighed’ tydeliggør både potentialer, der anes, når pædagogerne arbejder med børns trivsel, mens problemerne opstår, når arbejdets betingelser individualiseres og fragmenteres, pædagogerne må gætte sig til relevans, og ender med at mime praksisser, som skolen måske selv gerne vil bryde med. Her peger analysen på, at begge synkretiske praksisser efterlader pædagogerne i individualiserede positioner, og gør dem åbne for kritik.

(Sauzet, S. (Accepteret/In press). Kontraformens faglighed: – Pædagogers faglighed i skolen efter fusioner mellem skoler og fritidstilbud. Tidsskrift for arbejdsliv.)

’Passende’ pædagoger i det fleksible skoleskema

Artiklen undersøger skolelederes designs af fleksible skoleskemaer for at se på, hvordan varianter af fleksible skoleskemaer tilbyder forskellige organisatoriske subjektpositioner for pædagogers faglighed i skolen. Positioner, som pædagoger kan indtage for at gøre sig genkendelige som fagligt relevante og kompetente i skolen. Artiklen sætter således fokus på relationerne mellem skolens organiseringsformer og de dertil knyttede mulighedsbetingelser for pædagogers arbejde i skolen. Artiklen argumen¬terer indledningsvis for, at folkeskolereformen markerede en uddannelse¬spolitisk ambition for en ’fleksibilisering’ af skoleskemaet. Det fleksible skoleskema udfoldes dernæst som forskningsobjekt, og artiklens bidrag placeres i denne sammenhæng. Herudfra analyseres to skolelederes design af fleksible skoleskemaer, og to begreber udvikles: ’tilknytningsfleksibi¬litet’ og ’professionsfleksibilitet’. Artiklen argumenterer afslutningsvis for, at analyser af skoleskema-designs gør det muligt at diskutere og kritisere, hvordan skoleskemaers etableringer af organisatoriske subjektpositioner skaber mulighedsbetingelser, der gør det muligt at genkende og udfolde forskellige måder at være pædagog i skolen på.

(Sauzet, S. (2020). ’Passende’ pædagoger i det fleksible skoleskema. Dansk Paedagogisk Tidsskrift, 4. https://dpt.dk/temanumre/2020-4/passende-paedagoger-i-det-fleksible-skoleskema/?fbclid=IwAR2tL2IEx9a4V8DAHBx_U3Jkg2kxQ44wIHxvYYOSWf3VZWEMeMrorCuS2P8 )

Fleksible skoleskemaers fleksibiliseringer

I denne artikel ser jeg nærmere på skoleskemaet som central styringsteknologi, for den måde skoler gør skole på. Jeg argumenterer først for, at den danske folkeskolereform i 2013/2014 markerede en afgørende uddannelsespolitisk ambition for en særlig ’fleksibilisering’ af skoleskemaet. Derefter ser jeg nærmere på 2 skolelederes designs af fleksible skoleskemaer, og skoleskemaernes måder at fleksibilisere elementer i skolen, som centralt redskab for forandring af skolen. I skoleledernes design af fleksible skoleskemaer kommer fleksibilitet til udtryk på forskellige måder, der knytter organisering og ledelse af skolen sammen med forskellige medarbejderidealer, faglighedsidealer, samarbejdsidealer og idealer for børns læring. Centralt for forandringsambitionerne er, at de skal virkeliggøres af skolens medarbejdere. Til dette formål skaber designet af de fleksible skoleskemaer passende organisatoriske positioner for medarbejderne, med tilknyttede kritikker af og idealer for deres samarbejde, arbejde og selv-arbejde. Artiklen spørger hertil hvordan vi snakker om skoleskemaet, og det, forskellige skoleskemaer beskrives at skulle gøre for skolen? Og om det samme ideal om fleksibilitet bliver til forskellige ikke italesatte forventninger til passende praksis, der måske, måske ikke, kan gøres til genstand for dialog og dermed også kritik?

(Sauzet, S. (2020). Fleksible skoleskemaers fleksibiliseringer. Nordiske udkast, 47(2), 29-45.)

Et tværprofessionelt ansvar? - Det tværprofessionelle samarbejde mellem lærere og pædagoger i skolen i uddannelsesbekendtgørelsestekster

Det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere i skolen begrebsliggøres på forskellig vis i danske uddannelsesbekendtgørelser til lærer- og pædagoguddannelsen fra 1986 – 2017. I artiklen analyseres tre varianter over det tværprofessionelle samarbejde i uddannelsesbekendtgørelsestekster, der læses som sammenvævede med velfærdssektorielle moderniserings-, professionaliserings- og reformprocesser. Analysen viser, at uddannelsesbekendtgørelserne fremskriver en tiltagende specialisering og differentiering af det tværprofessionelle samarbejde og betoner et stadig mere modsætningsfuldt og komplekst ansvar for lærere og pædagoger i det tværprofessionelle samarbejde. Det er et modsætningsfuldt ansvar for både at kende til og kommunikere egen og andres faglighed, forstå grænserne imellem professionerne og tage hensyn hertil, og bryde med de selvsamme grænser. Samtidig er det et komplekst ansvar, hvor professionerne både skal udvikle på samarbejdet og på betingelserne for samarbejdet. Ved at adressere det tværprofessionelle samarbejde som et midlertidigt resultat, tæt forbundet til velfærdsektorielle bevægelser, peger artiklen på, at professionernes kernebegreber ikke udvikles i et vakuum. Og artiklen viser, hvordan begrebsliggørelser af det tværprofessionelle samarbejde er med til at forme forståelser af, og betingelser for, professionernes fagligheder og samarbejdsobjekter. - Samtidig med, at betingelserne for samarbejdet justeres i velfærdsuddannelserne og velfærdsarbejdet, hvor stadig mere ambitiøse forhåbninger om hvad det tværprofessionelle kan løse af problemer, foldes ud.

(Sauzet, S. (2022). Et tværprofessionelt ansvar? - Det tværprofessionelle samarbejde mellem lærere og pædagoger i skolen i uddannelsesbekendtgørelsestekster. Forskning i pædagogers profession og uddannelse.)