Redningsarbejde: Kultursociologiske analyser af relationer og forestillinger i velfærdsarbejde med plejebørn og deres forældre

Denne afhandling handler om velfærdsarbejde med plejebørn og deres biologiske forældre. Den fokuserer på relationen mellem velfærdsprofessionelle og udsatte familier og undersøger, hvordan denne relation formes og former samfund. Empirisk baserer afhandlingen sig på et etnografisk inspireret feltarbejde i to danske kommuner, hvor jeg har studeret velfærdsarbejdets praksis med fokus på det korps af velfærdsarbejdere – sagsbehandlere, anbringelseskonsulenter, psykologer, lærere, plejeforældre – som på vegne af velfærdsstaten har til opgave at hjælpe familier, hvis ’naturlige udvikling’ synes at være brudt sammen.
Med afsæt i en kultursociologisk optik og en grundlæggende forståelse af velfærdsprofessionel praksis som en social praksis, konstrueres velfærdsarbejde som en hjælperelation mellem den, der giver, og den, der modtager hjælp og velfærd. I den forbindelse trækkes der på begreber fra Pierre Bourdieu, Georg Simmel, Tess Lea, Lauren Berlant og Edward Said, og det analytiske blik rettes mod de måder, hvorpå plejebørn og deres forældre kategoriseres, og de måder, hvorpå velfærdsarbejdet dermed mobiliseres.
Med afhandlingen producerer jeg viden om moderne velfærdsarbejde på en måde, der går bag om umiddelbare forestillinger om velfærdsstatslig hjælp til udsatte og marginaliserede borgere som for eksempel et neutralt forehavende eller et godhedsprojekt. Ambitionen er at sætte begreb på, hvad velfærdsarbejde er og gør, for dermed at skabe rum for kritisk refleksion over de sociale og menneskelige effekter af velfærdsarbejdets dynamik. Afhandlingen bidrager til forskning i velfærdsarbejde ved at anlægge en tværprofessionel optik, hvormed velfærdsarbejde studeres nedefra med udgangspunkt i plejebørn og deres forældre. Men først og fremmest bidrager afhandlingen med ny viden om et centralt paradoks i moderne velfærdsarbejde.
Analyserne viser, at der i hjælperelationen er en selvopretholdende udviklingstænkning, som på den ene side er perfektionerende og progressiv, og som på den anden side er præserverende, idet den producerer og cementerer sociale skel. Det er på den baggrund, at jeg i afhandlingen begrebsliggør velfærdsarbejde med plejebørn og deres forældre – og mere alment redningsarbejde målrettet udsatte familier – som en manisk udviklingscirkularitet, der har en iboende udviklende og konserverende kraft.