Samarbejde mellem lærere og fritidspædagoger – intensitet, potentialitet og problemer

Afhandlingen undersøger samarbejdet mellem fritidspædagoger og lærere efter den seneste danske skolereform som blev indført i 2014. Reformen var grundlag for et øget samarbejde mellem lærere og andre professioner, hvor særligt fritidspædagogerne udpeges til at spille en central rolle i indfrielsen af reformen. Projektet er et kvalitativt case-studie af fritidspædagogers og læreres samarbejde, hvor det undersøges, hvilket samarbejde der udføres i udvalgte cases, og hvordan dette samarbejde kan forstås som praktisk forståeligt i situationer som inddrager både skolernes og skolefritidsordningers hverdag og praksisser, samt de hertil knyttede organiseringer. Ud fra situationsanalyser der er konstrueret på baggrund af multiple kvalitative datakilder, som udgør samarbejdssituationerne, kommer afhandlingen med hypoteser, som sigter mod måder at kvalificere samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Denne kvalificering af samarbejdet sigter dels med en mere generel kvalificering af samarbejdet mellem lærere og fritidspædagoger, men har også til hensigt, at samarbejdet kan bidrage til at kvalificere elever i komplicerede læringssituationers deltagelse i skole og fritidsordning. Projektet viser, at for at kvalificere et samarbejde, så det bliver praktisk forståeligt for lærere og pædagoger at varetage, er det vigtigt at finde fælles relativ konkrete opgaver, som er indenfor en zone for passende praksisforskel. Denne zone for passende praksisforskel markerer en dynamisk zone for samarbejde, hvor forskelle og ligheder er afstemt så der er dynamik i samarbejdet, men ikke så stor dynamik, at samarbejdets potentialitet forkastes og det ender som et problem. For at bringe lærere og pædagogers opgaver ind i zonen for nærmeste praksisforskel handler det om at finde en passende intensitet blandt de mange aspekter som udgør samarbejdssituationer. Den passende intensitet kan findes ved at afstemme praksisser med hinanden, hvilket indebærer både relationelle, organisatoriske, materielle og strukturelle afstemninger som er sammenvævet på tværs af skolers og fritidsordningers praksisser samt forbundet til makro-aspekter som ligger uden for skolers og fritidsordningers lokation og hverdag. Projektet viser således, at bæredygtige samarbejder i højere grad afstemmer det uligeværd, der kan være mellem samarbejdende praksisser. Projektet viser også, at de ikke afstemte situationer negerer samarbejdets potentialitet, så samarbejde bliver et problem, fordi samarbejde er krævende, særlig initielt, og kan føre til overskridelse af traditionelle praksisser og identiteter, og er dermed praktisk uforståeligt at satse på, hvis det er for udfordrende. Projektet bidrager derfor med en nuancering af hidtidige samarbejdsforståelser ved at pege på samarbejdets potentialitet og problemer som samtidige udtryk for intensitet, som skal håndteres i situationer på flere niveauer for at samarbejde kan etableres og vedligeholdes.